Klik og se annoncen

- Jeg har overtaget en del af Vitrinens ting - og fået en masse nye ting ind: lækker chokolade fra bl.a. Copenhagen Chocolate, vegetarisk vingummi og Kudsk delikatesser m.m., fortæller Tonny, som straks er klar med en fristende smagsprøve på en lækker mayonnaise med trøfler og ramsløg - og meget andet godt.

Her er også friske krydderier, hele 56 forskellige, og specialøl fra Møns Bryghus. Det hele bliver fulgt godt på vej af smagsprøver og gode madlavningsråd og idéer. Den ny indehaver sætter nemlig selv stor pris på god mad, og deler gerne sine mange tips. Det er faktisk en del af konceptet.

- Jeg vil gerne ha' den gamle ånd tilbage i butikken - med kaffe, te og delikatesser. Rigtig fede ting, pointerer Tonny.

- Alt jeg tager ind er noget, jeg selv kan stå inde for. Gerne fra mindre firmaer, hvor ejerne er med i produktionen. Og så prøver jeg at finde nogle ting, som man ikke kan få så mange andre steder.

Krydderierne står Tonny selv og vejer af.

- Jeg er selv glad for mad og syntes vi manglede nogle ordentlige krydderier i byen, konstaterer han

Også lækre marmelader og frugtsaucer m.m. fra Hybengården er kommet ind på hylderne, samt fine, håndlavede bolcher fra Bolsjekælderen i Ringsted, lækker kagepynt m.m.

Nye kaffetyper er kommet til, side om side med de velkendte Java-kaffer, som relaterer til navnet på facaden.

Også krus og kopper fra Rice samt fine, gammeldags karklude er nye på hylderne.

Det hele er valgt med omhu.

- Jeg har ind imellem været ude for at når jeg har fået en kurv i gave, har der været ting, som jeg aldrig fik brugt, også fordi jeg ikke rigtig vidste hvad de skulle bruges til. De ting jeg køber ind skal kunne bruges - og jeg har selv prøvesmagt det hele, fastslår Tonny med et blik rundt i den hyggelige butik.

Drøm der er gået i opfyldelse

- Det er lidt en drengedrøm, som er gået i opfyldelse. Jeg har altid ønsket mig en butik, og ad omveje hørte jeg at Vitrinen var til salg, fortæller Tonny, som de sidste næsten 26 år har jeg været leder på en skole for behandlingskrævende børn i Sorø,

- Men jeg er fra Slagelse og har altid boet i Slagelse, og husker forretningen fra før, hvor der blev solgt kaffe og te af en ældre dame ved navn Kate - og hvordan man kunne kigge ind ad vinduerne, når man holdt i bilen i lyskrydset udenfor forretningen.

Som udgangspunkt er det Tonny selv, som står bag disken.

- Men jeg har 'overtaget' de tre piger fra Vitrinen - og får også hjælp af min kone og børnene.

Den første måned er nærmest fløjet afsted, og selv om Tonny havde mange overvejelser i forbindelse med skiftet fra leder til selvstændig, ser han ud til at være havnet på den helt rigtige hylde.

- Jeg føler helt ned i maven at det er her, jeg hører til - det er lidt ligesom at blive forelsket igen, lyder det fra indehaveren af Java Huset på Nygade 2 i Slagelse.