Klik og se annoncen

'Smuk og flot udstilling - og katalog i topklasse'. 'Flot flot, også rent arrangementsmæssigt. + lejlighed til at tale russisk'. 'Fantastisk'.

Det var blot nogle af de begejstrede kommentarer til weekendens Kunst & Kirker, hvor hele 29 professionelle kunstnere, både danske og gæster fra bl.a. Litauen, Holland, Belgien, Kroatien, Schweiz, Norge, Sverige og Færøerne, udstillede i 15 lokale kirker.

Her stod medlemmer af menighedsrådene klar til at tage imod - sammen med de aktuelle kunstnere i den enkelte kirke, som var klar til en snak om de udstillede værker. Der blev budt på masser af kaffe og kage og meget andet godt - og mange steder også forskellige former for underholdning.

Udstillingen var da også en besøgsmæssig succes ud over alle grænser. Det stod klart da Per Thuesen, fmd. for Slagelse Turistforening, søndag aften havde samlet besøgstallene fra de enkelte kirker.

- 6.295 besøgende - det er helt vildt, konstaterede en superglad Per Thuesen. Dermed er besøgstallet mere end fordoblet i forhold til sidste år.

- Det er bare gået så godt, og alle er tilfredse og begejstrede. Der er måske to eller tre kunstnere, som ikke har solgt under udstillingen - ellers har alle været meget tilfredse.

- Der er kun en lille malurt i bægeret: busserne havde ikke ret stor tilgang, formentlig fordi det tog for lang tid at komme rundt. Det var lidt ærgerligt. Vi må gøre op, om vi vil det til næste år.

Kunst og Kirker i 2020

For selv om der ligger et kæmpestort stykke frivilligt arbejde bag udstillingen, er Per Thuesen ikke i tvivl om at Kunst og Kirker vender tilbage til næste år.

- Med den succes kommer vi til at gøre det igen. Vi har allerede planlagt et evalueringsmøde d. 3. december, og til januar går vi igang igen!