Klik og se annoncen

En kæmpestor, lysende julemand på Rådhuspladsen og en flok rensdyr på Schweizerpladsen. Det var de to store nyheder som for alvor fik lys og liv ved fredagens juletræstænding i Slagelse.

Det skete på helt juletraditionel vis: julemanden drog i det lille juletog sammen med Slagelse Garden i nissedress, spejdere og juleglade familier på den iskolde, blæsende eftermiddag rundt i byen og tændte juletræer og julelys.

Præcis kl. 17 rullede det lille juletog ind på Schweizerpladsen,og julemanden sluttede sig til selskabet på scenen foran pladsen - som var et tæt mylder af børn og deres familier, der frem til julemandens ankomst blev underholdt af både sangstjernen Kirsten Siggaard og skønne, glade dansepiger fra Zizi Dansecenter som dansede rundt både foran og på scenen.

Borgmester John Dyrby Paulsen leverede i dagens anledning en rigtig, rigtig kort tale.

- Helt usædvanligt for en politiker skrider vi direkte til handling, lød det:

- Nu skal vi ha' lys i alle træerne!

Med hjælp fra Kirsten Siggaard blev der talt end fra tre og råbt 'Vi vil ha' lys'.

I tredje forsøg lykkedes det, og julelysene blev tændt også på Schweizerpladsen.

Efterfulgt af bl.a. Slagelses egen julesang - og uddeling af godteposer til de mange børn.

Foto: Evan