Klik og se annoncen

Kunstgalleriet i Slagelse udstiller indtil den 23. februar to spændende billedkunstnere; Maiken Hejnfelt (olie på lærred) og Beth Mohr (akryl på lærred), oplyser Johnny Persson.

- Maiken Hejnfelt maler nogle skønne, lidt surrealistiske malerier med f.eks. svævende landskaber eller en ø omgivet af tåge. Hun gør meget ud af himlen og skyerne i malerierne, som alle har en udpræget lethed og en snert af eventyr over sig. Det vil være spændende at vende tilbage til Maiken Hejnfelts værker, men i dag sætter vi fokus på Beth Mohr, som har rødder i Slagelse.

Født og opvokset i Slagelse

Beth Mohr (født 1964 på Slagelse sygehus) er uddannet flere steder, bl.a. på det Jydske Kunstakademi og ved Gerrit Rietvelds Kunstakademi i Amsterdam. Hun maler meget genkendeligt, og malerierne indeholder en grundlæggende ufortalt historie og tvetydighed, der ofte udspringer som 'erindringsbilleder' fra fotoalbums.

Indtil Beth var otte år, boede hun i Øster Stillinge og herefter i Fruegade med have op til Anlægget. Hun gik på Østre Skole, og fortæller at hun tydeligt husker opdelingen af skolegården i 'den lille skolegård' og 'den store skolegård', og de højloftede klasseværelser med kateder på en forhøjning foran tavlen. - Og jeg husker da også Bodil Larsen, min klasselærer, som vi skulle kalde Frøken Larsen, og som altid suttede på gajoler, fortæller Beth.

I fritiden dyrkede Beth og hendes familie både svømning og gymnastik.

- Mine søskende og jeg svømmede konkurrencesvømning og underviste børnehold. Huset i Fruegade blev i en lang periode samlingssted for både mine og mine søskendes holdkammerater. Der var altid en bradepandekage i ovnen og te på kanden. Og så dyrkede jeg gymnastik på et konkurrencehold. Jeg tror nu ikke vi blev ret gode, men vi gjorde da en ihærdig indsats, griner hun.

Lokale input

Måske var det tiden på Slagelse Gymnasium, som grundlagde Beth Mohrs karriere som kunstner. I hvert fald var hun elev på gymnasiet, mens Jens Jørgensen, som jo selv høster stor anerkendelse for sine malerier, var rektor. Også en anden kendt Slagelse-kunstner - Svend Frøkjær - kan have præget Beths kreative evner. Hun husker ham tydeligt: - Vores religionstimer var fantastiske - og min religionslærer Svend Frøkjær en absolut favorit. Her blev jeg præsenteret for en lidt mere filosofisk tilgang til livet - og det tiltalte mig, husker hun.

I forbindelse med udstillingen i Kunstgalleriet har Beth besøgt Slagelse nogle gange for at få input til nye motiver. Efter uddannelsen på kunstakademiet i Amsterdam bor hun i København, men forud for udstillingen har hun bl.a. besøgt Slagelse Lokalarkiv i Stenstuegade for at finde gamle fotos med motiver, som egnede sig til udstillingen. Det har medført en række malerier med motiver fra Slagelse. F. eks. butiksfacader, springvandet Sct. Michael og Dragen samt gamle tankstationer. Titlerne er f.eks. 'Scala by night', Stilhed ved studentersøen' og 'Nattens dronning'

International karriere

Gennem årene har Beth haft en lang række udstillinger i hele Danmark fra København til Bisserup, hvor hendes far bor i dag. Tidligere har hun også udstillet i New York. Hun er aktuelt repræsenteret hos gallerier i Sct. Petersborg og Barcelona, og hun udstillede i begge byer i efteråret 2018. I 2019 fortsætter Beth Mohrs internationale arbejde, idet hendes galleri fra Barcelona senere på året præsenterer hendes malerier på en stor kunstmesse i Dubai. Men inden da kan man altså indtil lørdag den 23. februar se et udsnit af hendes værker hos Kunstgalleriet i Slagelse.