Klik og se annoncen

Af John Hansen

Sig ikke, at en god gedigen folketingsdebat ikke kan være sjov.

Det kunne vi bl.a. konstatere ved åbningsdebatten forleden - to dage efter statsminister Mette Frederiksens lidt mere dystre åbningstale.

Flere højdepunkter...

Nej, ud på åbningsdebattens 14. og 15. time - den begyndte særdeles seriøst kl. 09 om morgenen - da fortrød vi ikke, at vi som tv-seere sprang væk fra tv-kanaler med kedelig Europafodbold eller tvivlsomme kanaler med platheder og andet tilfældigt...

For fra kl. 23 til 24 var der bare dømt 'grinetime' i Folketinget...

Også tidligere på dagen havde der været interessante og sjove optrin - bl.a. med Simon Emil fra LA, Morten Østergaard, Radikale og Thulesen-Dahl.

Der blev grinet bravt

Men sidst på aftenen betog et færøsk folketingsmedlem, Sjurdur Skaale, hele salen med sin inderlige og dramatiske beretning om, hvordan troldene deroppe kunne forcere bjergene på Færøerne. Kun Herre Kristus kunne redde en prekær situation...

Særdeles interessant. Alle lyttede. Og lo hjerteligt bagefter. Mange havde lyst til at bryde ud i klapsalver...

Siden kom Mette Frederiksen, Soc., på talerstolen endnu engang.

Afledningsmanøvre?

Og hun ville vist gerne have vendt tendensen til, at flere og flere syntes, at S-Regeringen kom med mindre og mindre konkret handling. Mindre og mindre af det, hun jo lovede i valgkampen.

Derfor tyede den nye statsminister til succeshistorien om, at Regeringen dog havde handlet og fået solgt fire elefanter indenfor dens første 100 dage.

Og så var der noget med en kamel, Ali, der helst skulle forblive sammen med Arena-elefanterne..., da dyrene fulgtes tæt - og så brød Mette F bare helt sammen af grin midt i sin egen fortælling.

Hun kunne ikke stoppe det noget fjantede grin.

Aldrig set før i Folketinget. Og de fleste andre grinede efterhånden bare med...(Se også Søndagsavisen).

Til Knuthenborg

Onsdag morgen i denne uge ligger det nu fast, at de fire elefanter - som Staten i august købte for 11 millioner kroner - fremover kommer til at nyde græsset i Knuthenborg Safaripark.

I skrivende stund lå det ikke helt klart, om Ali som femte dyr må følge med til Lolland.