Klik og se annoncen

Af John Hansen

Der er fortsat gang i urosagerne - og nogle der fortsat sørger for, at Slagelse/Korsør hvert eneste år Nytårsdag bliver 'topstory' i radioaviser og tv-aviser på såvel DR som TV 2, News og Øst.

Januar 2018 var ingen undtagelse.

Syv anholdelser og flere direkte angreb (med fyrværkeri, sten og flasker) i hhv. Nordbyen og Østbyen på Brandvæsen og Politi var årsagen. Farverige, dramatiske tv-billeder fulgte med.

Dertil vrede og bekymrede udtalelser fra primært de ramte og truede brandmænd og politifolk. Og deres overordnede.

Fra flere sider...

Både mens og efter, at vi fortsat på alle tv-stationer og i flere aviser kunne se og læse om disse uhyrligheder, så udsendtes fra Slagelse rådhus en nydelig pressemeddelse om, at 'Nytåret i Slagelse forløb roligt'.

Altså i total og skærende kontrast til det, vi alle kunne se, høre og opleve via tv-skærmene.

Men ikke ét ord om det fra hverken borgmester eller kommune.

Og det er og var naturligvis på sin plads fra kommunens side at fremhæve den gode dialog og det store arbejde, der her var gjort for at tingene - med de få i centrum - ikke skulle ekskalere og blive værre, men når det blev gjort med bl.a. borgmesterhilsen uden overhovedet at nævne 'balladen', så tenderer det til ren og fejlslået manipulation.

'Fru Kammerherreinde, her går det godt...' og en vis Komiske Ali var nærliggende at komme i tanke om.

De fleste og de færreste

Overordnet set er det da korrekt, at langt de fleste mennesker - også unge - over hele kommunen som sædvanlig forstod at få den rette fest ud af det.

Men det ændrer ikke ved, at niveauet for overtrædelser og grov adfærd - herunder også direkte vanvittige angreb på både andre borgere, på brandfolk og politifolk - fortsat er helt uacceptabelt højt.

Alle andre landet over har set og hørt det...

Alt det vi ikke hører...

Udover de officielle anmeldelser og kendte hændelser hører vi ydermere altid om flere 'hemmelige ting', dels fra almindelige borgere, dels fra særlige kontakter i boligområderne, civile polit- og brandfolk etc. For det er altså ikke alt, der kommer ud fra officielt hold (chefniveau, rådhusmyndigheder), idet der her kan være en interesse i at holde problemerne (det der nu er omdøbt til udfordringerne) nede.

Ud fra devisen: Vi klarer vores job rigtig godt. Evt. efterfulgt af et: Send flere penge...

I forvejen bruger myndighederne indenfor Slagelse Kommune jo store beløb og et stort mandskab på at holde de utilpassede unge nogenlunde i skak sådan et nytår. Ligesom man jo tidligere også har sendt 'de værste baryler' udenbys, så de i hvert fald ikke lavede ballade i eksempelvis Nordbyen eller ved Motalavej.

Problemer søges spredt

Nu prøver man at sprede nogle af familierne og de unge mere, hvilket har givet mere bøvl i Østbyen omkring Byskovvej og Søndermarksskolen...ligesom man også må sætte ekstra ind i Sydbyen og et kvarter i Skælskør by.

Ikke mindst i Skælskør arbejder man dog målbevidst med via særlige aktiviteter, rollemodeller etc. at lede de unge i mere positiv retning.

De var vrede - og frygtsomme

Frem på tv-skærmen var mellem nytårsmorgen mandag den 1. januar og tirsdag aften 2. januar trådt en lang række involverede, som her havde udtrykt deres forargelse, vrede, bekymring og ængstelse over, at sådanne angreb fortsat kan finde sted i primært Slagelse, Århus og på Vestegnen ved København.

Slagelses nye konst. beredskabschef Michael Djervad udtrykte bl.a., at efter en melding kl. 00.34 om brand blev man mødt med kast af hårde genstande - og at man 'efter blot ét minut i Nordbyen måtte vælge at trække sig ud med brandbilerne.'

'Utroligt at et arbejde som brandfolk skal udsættes for dette - de har jo alle familier, de gerne vil hjem til. Vi må sætte nødopkald til politiet i værk...af hensyn til egen sikkerhed,' fortalte Djervad.

Også Politet blev imidlertid beskudt, og ledere som Anders Mikkelsen ('Stærkt beklageligt') og Ehm Christensen noterede, at man syv gange måtte skride til anholdelser. Alle blev dog ret hurtigt løsladt igen - hvorfor vil nogen sikkert spørge?

Hvor er konsekvensen, som flere andre aviskommentatorer også spurgte.

Brandfolk kan også være...

Vi så på tv også brandfolk udtrykke direkte ængstelse og ubehagelig overrumpling omkring situationer (flere steder i landet), hvor de pludselig - midt under deres hjælpende indsats - blev omringet og angrebet.

'Vi har jo altså alle familier, vi selv gerne vil hjem til,' som flere udtrykte sig.

Mens en politileder fra Østjyllands Politi påpegede, at man 'ikke ville tollerere det'. Hvorpå politiet trak sig ud et område...

Jamen, hvem er der så tilbage? Kan man spørge - og tænke på bl.a. de ca. 50 svenske bydele og områder, hvor Polisen helst vil gemme sig og blive helt væk fra...

Ord fra rapporterne

Efter endnu en Nytårsaften, der i Slagelse Kommune altså bød på lidt af hvert - lad os sige det sådan - vil vi slutte med at samle et par ting fra Politiets officiele rapporter.

Her står bl.a. således: 'En 15-årig dreng fra Slagelse blev anholdt nytårsnat klokken 1.08, efter at han havde skudt et femskudsromerlys af efter en politibil, hvor der sad to betjente. Det skete på Byskov Alle i Slagelse, og den 15-årige blev sigtet for vold mod politiet og løsladt klokken 2.40 efter afhøring.

Den 15-årige havde yderligere seks femskudsromerlys på sig, og de blev beslaglagt. De sociale myndigheder er underrettet om sagen.'

Ingen effekt?

'Sigtelsen havde tilsyneladende ikke den store effekt hos den 15-årige. Igen tirsdag fik politiet en anmeldelse om, at der blev fyret fyrværkeri af på Byskov Alle.

Politiet fandt klokken 1.10 frem til tre drenge - den 15-årige, der var blevet anholdt natten forinden - som sammen med en 15-årig og en 16-årig dreng havde fyret flere raketter af. De blev alle tre sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.'

Tre anholdt om natten

'Politiet fik mandag klokken 1.40 en anmeldelse om, at to mænd var oppe at slås på Gl. Torv i Slagelse, og få minutter senere anholdt politiet en 22-årig mand, der havde slået en anden mand i ansigtet.

Den 22-årige, der er fra Dianalund, blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, Det lykkedes den 22-årige at stikke af, men han kom dog ikke langt, inden en politibetjent havde løbet ham op.

Han blev derfor også sigtet for at forsøge at stikke af fra politiet. To andre mænd blandede sig i anholdelsen, og en 27-årig mand fra Jelling og en 19-årig mand fra Korsør blev derfor også anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.'

Kraftig formaning til unge...

'Politiet fik mandag klokken 19.33 en anmeldelse om en større gruppe unge mennesker - de var i alderen 12-16 år, og en enkelt er 19 år - der affyrede fyrværkeri på Byskov Allé.

Belært af tidligere anmeldelser, hvor de unge mennesker stikker af, når de ser patruljebilen, valgte patruljen denne gang at bevæge sig frem til fods.

På den måde lykkedes det at få kontakt med knap 20 af de unge, og de blev kraftigt formanet om affyring af fyrværkeri og de både strafferetslige og økonomiske følger, det kan have for de involverede.'

Af Politirapporten fra Sydvestsjællands og Lolland-Falsters Politi fremgik det, at cirka halvdelen af de beskrevne hændelser involverede Slagelse.

Det er altså nu blevet til en normalitet.

'En rolig Nytårsaften i Slagelse.'