Klik og se annoncen

Af John Hansen

Hurra-hurra, Hopla vi lever samt et stort og højlydt Bravo er der god grund til at udbryde!

Torsdag eftermiddag afholdt Pårørendegruppen og Slagelse Kommune nemlig endnu en fantasisk god og vellykket fest for hele 325 pensionister og ældre borgere i storkommunen.

Erindringsbal eller Huske-fest er betegnelsen for dette nu årligt tilbagevendende højdepunkt ved Storebæltskysten.

Musikken og sangen vigtig

Mange demente - og dem bliver der flere og flere af i samfundet (p.t. 89.000 i DK) - deltog med stor, stor glæde.

Det kunne VDonline og Søndagsavisen nemt konstatere under den knap tre timer lange, skønne eftermiddagsfest.

Sang og musik er jo lige præcis det, der løfter dem. Og igen får dem til at huske og erindre...

For flere var også en dans, enten med andre ældre eller med nogle af de engagerede, friske hjælpere og danseinstruktører, særdeles kærkommen.

Udsolgt hus

Mange af de 325 deltagende gæster - som kommer fra både plejecentre, ældreboliger og private hjem - er dog ikke demente.

Men de vil alle gerne være med til et sådant arrangement, som forlængst måtte melde udsolgt. En fælles-fest, der måske kunne kalde på en extra version, hvis økonomi og hjælpemandskab tillader det.

Første gang for et par år siden deltog 170, sidste år 280 og nu altså 325.

Og der er virkelig tale om et stort og krævende arrangement at afholde. Logistik og transport - også af mange kørestolebrugere - fordrer et stort arbejde.

Dansen i det daglige

Udover sådan et stort fællesarrangement - hvor Slagelse Kommune altså har det absolut største i hele landet - så er der det seneste tiår udviklet forskellige former for erindringsdans og demens-dans rundt omkring på forskellige plejecentre.

Faktisk findes det nu på ca. 500 af de danske plejecentre, måske hver uge eller hver anden uge. Samtidig har man uddannet tusinde danseinstruktører.

Og flere af dem var særdeles aktive på Musholm-feriecentret i torsdags.

Hun kom med idéen

Idékvinden bag det hele, Susanne Rishøj fra København, var også til stede ved festen - præsenteret af Sonja Mikkelsen (Pårørende-formand) og aktivitetskonsulent Bente Nørgaard.

'Jamen, det er jo en ren fornøjelse at være med til erindringsballet her på det vidunderlige Musholmcenter. Og det er virkelig Danmarks allerstørste fest af sin art,' berettede Susanne Rishøj overfor Søndagsavisen.

Hun berettede også, at Alzheimer-foreningen nu har overtaget konceptet på landsplan. Også med uddannelse af nye danseinstruktører.

To var fyldt 100 år

Idékvinden delte også blomster (smuk rød rose) ud til de to ældste deltagere i festen, begge var fyldt 100 år.

En kvinde og en mand. Prægtige repræsentanter for den ældre generation over 100...kan vi hilse og sige.

Og jo, 'skål' kunne herren, nemlig Tage på de 100 år, hurtigt sige - han er netop blevet lokal mester i stigegolf.

Dyrby og Klaus i humør

Efter et par taler - også en af borgmester John Dyrby Paulsen, Soc. ('Et imponerende arrangement. Det er så vigtigt, at vi kan mødes og have det sjovt') - fortsatte musikken.

Dels med husorkestret Kafé-Ensamblet, dels med gæstesolisten Klaus fra Klaus and Servants.

Kafé-musikanterne satte dansen igang med Det var på Frederiksberg... efterfulgt af bl.a. Edelweiss, Skomagerdrengen med polkaen etc...

Klaus gik med sin guitar rundt blandt gæsterne og leverede under kaffen og lagkagen fra start af 'Avenuen' på smukkeste vis.

'Ja da, vi er skam klar til lørdagsdans her en højhellig torsdag eftermiddag,' udbrød han.

Arno: I ser godt ud!

Ellers var det Arno Axelsen, næstformand i Pårørendegruppen, der bød hjertelig velkommen til hele arrangementet.

Arno sagde ved et beundrende kig ud over hele salen bl.a.: 'Hvor ser I dog godt ud. Og er det ikke et skønt lokale!'

Så var tonen ligesom slået an...

Og man åbnede med første fællessang: 'Så længe jeg lever'.

Siden gik det bare slag i slag - og ih, hvor alle altså nød at leve!