Klik og se annoncen

Præsident Trump, engelske hjemløse, aktier i våbenindustrien, kunstnerens eget afhuggede hoved - det er bare nogle af de elementer som man lige nu kan opleve i Kunstgalleriets udstilling med kunstneren Kristian von Hornsleth. Der er holdninger, budskaber og stof til eftertanke i den store udstilling, som både viser tre af Hornsleths forskellige projekter, samt malerier og skulpturer. Der er absolut en mening med galskaben. Det er ikke for sjov!

Det gælder også billederne af den amerikanske præsident, Donald Trump.

- Fordi han er en demoratisk valgt diktator. Det er et tegn på, hvor vi er på vej hen som samfund, fastslår Hornsleth. Som har en skarp holdning til både politikere, medier og de store, multinationale selskaber, som han mener sætter demokratiet ud af spil.

- Vi er mere interesserede i penge, end vi er i mennesker. Det er vi blevet af en eller anden grund. Men som min psykiater siger: erkendelsen er halvvejen til kurering, lyder det fra Hornsleth. Som også var til stede ved ferniseringen på udstillingen søndag eftermiddag.

Veloplagt Hornsleth

I alt besøgte et par hundrede gæster Kunstgalleriet i løbet af eftermiddagen, og mange gav udtryk for, at de nu bedre forstår Kristian von Hornsleth og hans mange projekter og provokationer, fortæller Johnny Persson, indehaver af Kunstgalleriet.

- Hornsleth holdt et spændende oplæg for 70-80 gæster, hvor han forklarede om tankerne bag bl.a. hans statement F.Y.A.L., hjemløse-projektet i London og hans kommende projekt, som omhandler truede dyrearter. Der var mulighed for spørgsmål fra publikum, og det medførte en livlig debat med en masse grin undervejs, idet mange spørgelystne gæster spillede godt op til en humoristisk Hornsleth i topform.

Kunstgalleriet havde en udsmykket Ducati motorcykel i vinduet (den er i galleriet hele udstillingsperioden) og fik i søndags også besøg af en Mercedes, som Hornsleth også har malet - begge kan købes ved henvendelse til Kunstgalleriet. Både Ducati motorcyklen og Mercedsen på fortovet fik mange beundrende blikke og kommentarer, og mange unge mænd skulle lige tage en selfie foran dem.

Udstillingen HORNSLETH TOTAL i Kunstgalleriet varer til og med lørdag den 28.9. -altså er der også mulighed for at se den på Sct. Michaels aften.