Klik og se annoncen

Det begyndte sådan set, da Lonny Jensen var 17-18 år og havde været et år i huset. Hendes 'familie' mente, hun ville egne sig strålende som sygeplejerske, så Lonny begyndte på sygeplejerskolen, men fandt ret hurtigt ud af, at det slet, slet ikke var noget for hende.

- Efter to uger hjemme hos mine forældre i Vordingborg, kiggede min far på mig og sagde: Jeg spørger lige nede i Brugsen, om de kan bruge dig, griner Lonny Jensen.

Det kunne Brugsen godt og tirsdag den 20. februar er det lige nøjagtig 20 år siden Lonny Jensen begyndte at arbejde efter endt læretid.

- Jeg stod i lære i brugsen i Vordingborg, men læretiden tæller ikke med. Men jeg begyndte at arbejde for 40 år siden og tiden er bare fløjet af sted.

De første syv år af sit arbejdsliv var det i brugser i Skovlunde og Nørrevold, for Lonnys mand havde job i København. Parret flyttede til Sørbymagle, hvor de stadig bor, og Lonny fik arbejde i SuperBrugsen i Høng.

Varieret arbejde

33 år er det blevet til i Høng og 62- årige Lonny Jensen har besluttet sig for at gå på efterløn.

-Det har været nogle utrolig gode år. Jeg har mødt en masse skønne kolleger og kunder og været meget glad for mit arbejde, siger Lonny Jensen.

Hun har været i alle afdelinger, undtagen i slagterafdelingen, og mest på kontoret.

- Jeg kan vældig godt lide kontorarbejdet og trives godt med den del af jobbet, men de seneste år har jeg også være i bageriet, blomsterne og i personlig pleje, fortæller Lonny Jensen.

Lige nu er hun i gang med at lære SuperBrugsens nye elev, Joachim Jensen, op til at overtage bagertjansen.

Gennem de 40 år i Coop har der været en utrolig udvikling. Før i tiden var et uddelerjob en livsstilling.

- I dag skifter uddelerne tit plads efter et par år, så jeg har mødt en del, smiler Lonny. Også teknologien har ændret arbejdet.

- Vi havde langt flere hænder, da jeg startede, men i dag er der også mange funktioner, som er blevet meget lettere, med ny teknologi og digitalisering af mange funktioner, siger hun.

Reception

Lonny Jensens sidste dag i Høng er den 23. februar.

- Min mand er stoppet med at arbejde og vi har fire børnebørn, er friske og raske, så det er da nu, vi skal til at nyde livet og nyde børnebørnene, Dét glæder jeg mig rigtig meget til, siger Lonny Jensen, der hele sit liv har været meget aktiv med både løb og cykling, ligesom hun nyder at gå i haven og også gerne vil rejse mere.

Der er reception for Lonny Jensen tirsdag den 20. februar mellem klokken 14 og 16 og alle er velkomne til at lykønske med de 40 år og sige farvel til et af de kendte ansigter i SuperBrugsen i Høng.