Klik og se annoncen

Af John Hansen

Det er en kendt sag, at Slagelse - pr. historie og tradition - er Danmarks ubestridte hockeyby nummer ét.

Det er bare en imponerende klub (Slagelse Hockey Klub), man har bygget op. Og man holder denj godt ved lige...

Fra triumf til triumf

Ikke mindst for herrerne kører det videre i disse år.

For lidt over 3 måneder siden kunne Slagelses Hockeyklub løfte pokalen, som symboliserede, at det danske mesterskab i indendørs var i hus.

Et af Slagelse Hockeyklubs herrers store mål.

Næste store mål var Europa Cup udendørs. Slagelse Hockeyklub havde kvalificeret sig til Challenge 1, som på det tidspunkt var det det højst rangerende hold i Europa Cup for et dansk hold. Challenge 1 er hockey på højt plan, så kommer man ikke forberedt og i stærkeste opstilling, kan man få ørerne i maskinen.

Uhørt for dansk hold

Slagelse Hockeyklubs herrer var klar.

Det lykkedes herrerne at rykke op i Trophy, som det først danske hold nogensinde. Det er lidt uhørt at et dansk hold skal spille med i Trophy, for dansk hockey er ikke på et niveau, som normalt gør et dansk hold berettiget til at spille i den række. Så klubben er meget stolt af den præstation, som klubbens herrer har udrettet.

En ny plan!

Der skal nu iværksættes en plan for det kommende år. Hvad skal målet være, og hvordan kommer vi dertil. Det er nogle af de spørgsmål, som klubben og herrerne skal have på plads. Truppen er i gang med et generationsskifte, så det bliver et spændende år, der venter.

Måske kan oprykningen også trække spillere til udefra, som kunne tænke sig denne udfordring, påpeger SHK-formand Trine Moll Christensen overfor Uge Nyt & Søndagsavisen.

Dansk konkurrence

Bare fire dage efter hjemkomsten fra Europa Cup i Polen, ventede den dansk pokalturnering.

En lørdag skulle semifinalerne spilles hjemme i Slagelse.

Marselisborg var modstanderen, som Slagelse havde trukket i lodtrækningen. En sikker 5-0 sejr gjorde Slagelses herrer klar til finalen, som skulle spilles om søndagen...

Igen var det Slagelse, som trak sig sejrrigt ud af opgøret. Slagelse Hockeyklubs herrer vandt kampen 2-1 og kunne løfte pokalen for 9. gang i træk.

Det var 2 hårde kampe, selv om Slagelse var forhåndfavoritter. Kampene fra Europa Cup sad stadig i benene, og det kunne ses på spillet. Og selv om Slagelse spillede med en del af klubbens unge talenter, burde niveauforskellem mellem holdene have været større i Slagelses favør.

Men både Marselisborg og Gentofte kom med en masse vilje og gåpåmod, noget som Slagelse manglede i begge kampe. Men rutinen og mange af denne type kampe gjorde, at Slagelse kunne køre den sikkert hjem.

Og så ligaen derpå...

Følgende lørdag her sidst i juni ventede så sæsonens sidste ligakamp mod Orient.

Kampen havde ikke den store betydning, idet at Slagelse Hockeyklubs herrer allerede var sikret det danske mesterskab.

Det gjorde SHK ved at vinde seneste opgør mod Københavns Hockeyklub med 5-2.

Så den sidste kamp kunne spilles frit og uden nerver. Men herrerne ønskede at slutte sæsonen godt af, så holdet kan tage på sommerferien med en god følelse i kroppen.

Fejringer

Udover at det nye danske mesterskab skulle fejres, så skal årets topscorer også findes i Slagelse Hockeyklub.

Jonas Diesing fører listen med 35 mål ned til listens nummer 2, og på 2. pladsen ligger endnu en Slagelse spiller nemlig Lasse Steinmetz med 21 mål.

Slagelse Hockeyklubs 2. hold måtte 'nøjes' med 2. pladsen i 1. division. Men holdet er udmærket tilfreds med sæsonen.

Holdet er afhængig af spillere oppe fra ligaholdet, så kvaliteten har svinget lidt op og ned i sæsonen.

Men præcis som i herrernes liga så topper Slagelse 1. divisions hold også her topscorerlisten. Oscar Birch-Hald får topscorerprisen med sine hele 30 mål.