Klik og se annoncen

Af John Hansen

Som bekendt er Slagelse sygehus - næstefter Roskilde - det centrale behandlingssted for coronasmittede i Region Sjælland.

Og ser vi på de seneste tal, vi af Region Sjælland har fået omkring indlagte coronapatienter, så siger det denne fredag 27. marts i skrivende stund ialt 72 indlagte, heraf 14 på intensiv og heraf 11 i respirator.

Ud af de 72 indlagte her i regionen er de 29 indlagt på Slagelse Sygehus.

Fem af patienterne i Slagelse ligger på intensiv afdeling.

Stigning i Slagelse

Torsdag havde Slagelse 24 coronapatienter (3 på intensiv) - i tirsdags var der bare syv.

På et Slagelse Sygehus, der ved Fælledvej nu ser ganske isoleret, indhegnet og nærmest barrikaderet ud. Med vagter og det hele.

430 i Danmark

Region Sjælland talte ialt 63 coronapatienter i torsdags, 54 onsdag.

Altså stiger det med cirka ti pr. dag i denne uge.

SIDSTE: Søndag fik vi et samlet RS-tal, der nu hed 83 indlagte, heraf 18 på intensiv.

I hele Danmark meldtes i fredags om 430 indlagte for Covid-19 - flest ikke overraskende i Hovedstaden.

Under 60 pct. belægning

I øvrigt fortalte TV 2 Øst om, at al anden aktivitet på de sjællandske sygehuse i den grad er begrænset i disse dage. Også for meget?

Faktisk skulle man på Slagelse Sygehus - og også Næstved og Ringsted - kun have en samlet belægningsprocent på under 60. Mellem 50 og 60 procent!

Den slags giver naturligt nok kritiske røster om, at man nu heller ikke må glemme alle andre syge borgere. For der er jo fortsat meget mere end corona.

Og det gælder både på de somatiske afdelinger og i psykiatrien, hvor mange går rundt med endnu mere usikkerhed og utryghed, end før marts måned 2020.