Klik og se annoncen

Af John Hansen

Han har sandelig oplevet lidt af hvert undervejs i karriereforløbet.

Livet kan være en underlig størrelse...

Netop nu sidder han, Henrik Brodersen, som én af de blot 179 folkevalgte på Christiansborg. Med diplomatpas, 7 års MF-anciennitet og bred indflydelse på mangt og meget - med i Dansk Folkepartis succesrige fremgang og indflydelse.

Og jo, han elsker tydeligvis sit arbejde...ligesom han nogle gange godt kan knibe sig selv lidt i armen på sit kontor på Borgen.

Lille Henrik i skolen

For der var jo engang, hvor den helt unge knægt Henrik Brodersen sad i Kirkeskovskolens b-klasse - lige ud til sportspladsen i Rude og landevejen mellem Skælskør og Næstved.

'Hold da op, da vi skulle lære bogstaverne, og hvilken rækkefølge de helst skulle stå i - det havde jeg godt nok mit besvær med,' erindrer Henrik sin lidet prangende skoletid pænt ude på landet.

Hvem ville ende på Borgen?

'Og ja, hvis nogen dengang først i 70'erne havde kigget rundt i klassen og set, at én af eleverne her ville havne i Folketinget med diplomatpas og det hele. Så havde det nok næppe været ham der Henrik nede ved vinduet, man havde peget på, som mulig MF og byrådsmedlem,' som Henrik Brodersen med et skælmsk smil siger til Søndagsavisen, mens vi besøger ham i kontoret på Borgen.

Mange erfaringer

Nej, vi kan roligt konstatere, at her er tale om noget af et eventyr.

At Henrik har taget hele vejen fra Kirkeskovskolen via tunnelarbejde under Storebælt, skraldemandsjob og VVS-arbejde i Skælskør-Korsør - og nu igen er indvalgt som lovgiver på Christiansborg.

Og Henrik tager virkelig folket, vælgerne og sit daglige arbejde alvorligt. Han er flittig og sætter sig ind i sagerne - så han kan påvirke og bl.a. stille spørgsmål til ministrene i salen. Som man ofte kan se og høre det på Folketings-tv.

Han lægger vægt på at repræsentere menigmand. Og repræsentere Sjælland.

Grønland og Færøerne

Det giver mange pligter, men Henrik har dog også sine kæpheste, som han plejer - og som også giver ham ekstraordinære oplevelser.

Således er han jo også i Folketinget mand for øer og landdistrikter. Herunder Grønland og Færøerne, som han elsker så højt.

Henrik beretter med glæde og engagement ikke kun om sine mange ture til Agersø, Omø og andre danske øer, men bestemt også om dem til fantastiske Grønland og Færøerne. Dem er han kommet til at holde utroligt af - ja, ligesom en Prins Henrik gjorde det.

Desuden går Brodersen meget op i det nordiske samarbejde (Nordisk Råd) med det naturlige fællesskab.

Født i Skælskør 1964

Henrik Urban Brodersen er født 3. juni 1964 i Skælskør, søn af smedesvend Vagn Urban Petersen og husmor Mona Kirsten Petersen. Henrik har datteren Katrine, født i 1995.

Og når man kigger på Henriks cv, så må man nok sige, at han har prøvet lidt af hvert.

Så han har rigtigt mange arbejdserfaringer at bringe med ind på Borgen, hvor der jo sidder åh så mange højtstuderte akademikere.

Snusfornuft og realitetssans kan der altid være brug for...

MF i flere omgange

Hvis vi om Brodersens medlemsperiode først noterer, at han nu senest har været MF (opstillet på Stevns, Sjællands Storkreds) siden 18. juni 2015.

Forinden var han indvalgt fra 13. november 2007 til 15. september 2011. Og tidligere havde HB været midlertidigt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti i Vestsjællands Amtskreds fra bl.a. 13. marts 2007 til 28. maj 2007. Samt i perioder i 2005.

Ser vi på uddannelse og erhverv, så er Henrik uddannet VVS-montør i Skælskør, fra 1980 til 1984. Han har bl.a. arbejdet som VVS-montør hos Henrik Jensens VVS, Korsør.

Og så har han været skraldemand i Skælskør fra 1995 til 2005. Samt tunnel-borebisse, Jutlandia-Sprogø, fra 1990 til 1995.

Dertil ydermere VVS-montør fra 1985 til 1990. Og tjent ved Livgarden i 1985.

Tillidshverv

Henrik Brodersen var lokalformand for Dansk Folkeparti i Skælskør 1999-2006. Og medlem af byrådet i Skælskør Kommune 2002-2006, 2. viceborgmester og medlem af økonomiudvalget.

Så har han været medlem af byrådet i Slagelse Kommune fra 2006, og 2. viceborgmester 2006-2011.

Formand for landdistrikts-, teknik- og ejendomsudvalget fra 2014. Medlem af SK Forsyning fra 2011. Og også medlem af regionsrådet i Region Sjælland 2014-2015.

Byrådet i Slagelse

Henrik har siden 2014 været formand for Korsør Havn og havnebestyrelsen.

Og i det nuværende byråd i Slagelse Kommune er han primært engageret i miljø- og planudvalget ligeså udvalget for erhverv og turisme.

Her er Henrik Brodersen glad for at beskæftige sig med det helt lokale - og det kan han se mange fordele i at kombinere med det lovgivende og den indsigt, som folketingsarbejdet giver.

I byrådet støtter han sin nye DF-leder Ann Sibbern, der jo også kommer fra landet (Slots Bjergby). Og han støtter plejen af ældre og syge - samt de danske værdier, der bør håndhæves og føres frem overalt inklusive vore udsatte boligområder Nordbyen og Motalavej.

Samtidig vil Henrik helst kalde en spade for en spade - som da han senest stod fast på sit indtryk af 'kammerateri og nepotisme', da han senest gik skarpt imod et muligt billigt grundsalg med LA og Socialdemokratiet involveret.