Klik og se annoncen

Af Steen Andresen

Lukkede grænser, lukkede skoler, lønkompensation og andre daglige regeringsindgreb.

I bred enighed alle partier imellem og med alle arbejdsmarkedets parter som enige deltagere i beslutningerne.

Man mærker et lunende forår i naturen og mellem mennesker i Danmark. Dejligt.

Så måske er den godt for noget, Coronavirussen.

En anden vinkel?

Måske vi skal anskue den mikroskopiske, men usynlige fjende fra en helt anden vinkel.

Måske er det netop denne dødsensfarlige virus, der kan få os til at værdsætte vores liv og dagligdag igen. Få os tilbage igen til fællesskabsfølelsen, hvor egoismen har trange kår!

For ikke siden 2. verdenskrig har danskerne været fælles om at bekæmpe en indtrængende fjende!

Ansvarlighed og sammenhold

For vi er bestemt ikke alene. Pludselig står statsministeren foran os med et alvorligt blik og fortæller os, at hun lukker alt ned.

Vi må handle nu! Er devisen. Men folk handler ikke, de hamstrer alt, hvad de kan i samtlige indkøbscentre, inden katastrofen indtræffer. Misforstået!

Vi må stå sammen. Vi må tænke på hinanden og ikke kun på os selv. Du kan smitte andre, bære smitte, mens andre kan påføre dig virus og smitte. Pas på dig selv og de andre, blev devisen.

En helt ny verden

En helt ny verden med ansvar for hinanden, hvor egoismen tog sine sidste åndedrag i fem pakker kapret toiletpapir. Det er nu, det gælder.

Vi dræber simpelthen Covid-19 ved ikke at give den mulighed for at formere sig yderligere, da den ikke kan komme videre til nye 'forplantningsområder'!!

Genialt - men det kræver altså, at vi allesammen følger de vejledninger der opstilles!

Ansvarlighed og sammenhold som i 1940'erne gør, at virussen må kapitulere, og vi alle får fred!

Tag chancen og brug tiden

Og ikke nok med det.

Sikken chance vi får. Nu kan vi blive hjemme og se alle de film, vi aldrig fik set. Nu kan vi planlægge renoveringer af hjemmet, rejser i fremtiden, lægge planer for mere familiært samvær og spille alle de gamle brætspil, der er gemt væk i det øverste skab i soveværelset.

Indkøb kan nu planlægges i fællesskab og madlavning sker i hold, mens køkkenskriverne på skift vælger menuen.

Sølle 14 dage eller...

Så de sølle 14 dages hjemmetid er måske lige i underkanten, når det kommer til stykket.

Kør en tur i bilen med familien og se naturen skifte dragt til forår. Benzinen er billig lige nu - selvfølgelig når man mindst har brug for den! Gå en tur i skoven eller ved stranden - her er frisk ren luft og langt mellem mennesker.

Familiestatus!

Man kan vel også bruge dagene til at gøre familiestatus, finde familiære sociale mangler og ønsker og ligefrem prioritere 'Tiden efter Coronaen' her i vores familie!

End ikke den gode gamle A-influenza kunne give os alle de muligheder, som denne Corona-virus kan.

Mon ikke, at der i sidste ende også kan komme noget godt ud af denne frygtelige epidemi, som vi under alle omstændigheder skal tage dybt alvorligt!

Mon ikke der i mange år fremover i rigtig mange familier bliver talt om 'tiden før' og 'tiden efter' Covid-19!