Klik og se annoncen

De sidste godt to år har godsbanebygningen ved stationen i Slagelse dannet rammen om skateboardramper, streetbasket og en lang række midlertidige arrangementer og streetaktivitet. 1. december er det slut. Godsbanebygningen lukker for at blive gjort klar til at blive revet ned. Men først skal der siges ordentligt farvel, og derfor inviterer Slagelse Kommune unge, studerende og alle andre interesserede til afslutningsfesten 'Final Street Event' fredag den 17. november kl. 15 -18 i bygningen.

'Jeg har været glad for at se alle de unge, som har haft nytte af bygningen de sidste to år. Det har givet os masser af erfaring med streetaktiviteter, som vi kan bruge i det nye campusområdet. Derfor er det også kun passendende, at vi siger farvel til bygningen med manér,' siger borgmester Stén Knuth(V).

Når bygningen lukker, skal den først tømmes for inventar. Det sker i løbet af december. Der er ikke sat dato på, hvornår nedrivningen starter, men det kommer til at ske inden sommeren 2018, hvor Professionshøjskolen Absalon overtager grunden. I fremtiden kommer den til at lægge jord til uddannelsesinstitutionens nye byggeri.

'Salget af grunden til Professionshøjskolen Absalon er et vigtigt skridt på vejen mod en ny pulserende campusbydel. Og derfor kan det godt være, vi skal sige farvel til den gamle godsbanebygning, men det betyder, at vi inden for få år kan sige velkommen til flere tusind nye studerende,' siger Stén Knuth.

Streetaktiviteterne, som lige nu har til huse i godsbanebygningen, arbejder Slagelse Kommune på at finde nye lokaler til.

Fakta om Final Street Event

Programmet for dagen er fyldt med en masse streetaktiviteter, bl.a. parkour, skateboarding, bordtennis, streetbasket og -fodbold mm. Desuden vil der være fredagsbar for alle uddannelser, graffiti workshop, danseoptræden, foodtrucks og DJ, der sørger for en hyggelige fredagsstemning.