Klik og se annoncen

Af John Hansen

I forbindelse med det årlige elevmøde på Gerlev Idrætshøjskole har man netop uddelt den kendte Gerlev-pris.

Og her den første Gerlev-pris under den nye GIH-forstander Tania Dethlefsen.

Det hele foregik på en sand festdag og i forbindelse med en festlig ceremoni i skolens hal. Prisen gik til Helle Winther, lektor og Ph.d. i dans og bevægelsespsykologi ved Institut for Idræt og ernæring på KU.

Hun skubber og inspirerer

Og ordene i Gerlevhallen lød bl.a.:

'Vores prismodtager har systematisk, konsistent og vedholdende og i mange forskellige sammenhænge arbejdet med at sprede ringe i vandet - ringe der handler om glæden ved og vigtigheden af krop og bevægelse,' forklarede Tania Dethlefsen, Gerlevs nye forstander, ved prisoverrækkelsen.

'Prismodtageren har skubbet, hevet, inspireret, motiveret, måske endda insisteret på vigtigheden ved dans, bevægelse og kroppen overfor en bred vifte af målgrupper.

Prismodtageren har udnyttet enhver mulighed og enhver sprække til at få dans, leg, kropslig udfoldelse udover rampen, ind i hverdagslivet - både i fritiden og på arbejdspladsen.'

Formålet

Gerlev Prisen gives for udvikling og fornyelse af idræt.

Og det var en tydeligt rørt Helle Winther, der modtog Gerlevprisen, efter bestyrelsesformand Søren Præstholms velkomst og Gerlevs nye forstander Tania Dethlefsens begrundelse for valget af modtager.

'For det første er Gerlev-prisen en vigtig pris,' understregede forstanderen.

'Den er blevet givet til folk hvis indsats symboliserer noget, der er kerne for Gerlev.

Den uddeles nemlig for en indsats, som i en særlig grad har udviklet idrættens kvaliteter eller skabt fornyelse i synet på idrættens kulturelle placering og muligheder.'

Det lange seje træk

Det er netop denne udvidelse af idrættens kvaliteter og muligheder, som Helle Winther hyldes for.

Gerlevpriskomiteen lagde vægt på 'det lange seje træk' ved sit valg:

'Vores prismodtager har jo i mange forskellige sammenhænge arbejdet med netop at sprede ringe i vandet - ringe der handler om glæden ved og vigtigheden af krop og bevægelse,' forklarede Tania.

Tager glæden alvorligt

Og hun fortsatte: 'Du tager i bogstaveligste forstand glæden og gnisten ved dans, krop og bevægelse alvorligt.

Og det har du gjort med rigtigt mange mennesker - i mange år og i ufatteligt mange forskellige og finurlige sammenhænge. Derfor er prisen din - og den er fuldt fortjent.'

Til sidst lagde Tania vægt på, at Helle ikke blot har lært andre at bruge kroppen, at danse, lege, kæmpe - men også lært andre at lære fra sig. Blandt andet som lærer på Gerlev, da Tania selv var højskoleelev.

Bevægede kvinder

Det var bevægede kvinder, der gav knus og en rørstrømsk Helle Winther der fik ordet og fortalte om den betydning Gerlev har haft i hendes liv.

'Gerlev har sat nogle meget dybe spor i mig - og derfor også i mit arbejde.'

Faktisk nøjagtigt de ord, som eksempelvis en Anette Wilhelmsen (tidl. SF-leder og Gerlevelev) har sagt til Søndagsavisen...

Om Helle Winther

Helle Winther er lektor og Ph.d. i dans og bevægelsespsykologi ved Institut for Idræt og ernæring på KU.

Hun har mangeårig erfaring fra universitetsuddannelse og efter-/videreuddannelse., er foredragsholder for mangfoldige professioner (ledere, idrætslærere, fysioterapeuter, gymnasielærere, seminarielærere, sygeplejersker, læger).

Hun er forfatter, medforfatter og redaktør på syv bøger og antologier, og har desuden publiceret et stort antal danske og internationale videnskabelige artikler.

Hun er eksamineret supervisor og danse- og krops-psykoterapeut.

Og hun er Leder af faggruppen for dans og performance og Koordinator for forskningsclusteret: Embodiment, learning and social change - som det vist hedder i København og de større, internationale kredse.