Klik og se annoncen

Af Jonas Dinesen

Siden 2016 har et hold af ildsjæle og entusiaster sørget for underholdning og forskrækkelser i Slagelses gader.

I et større samarbejde med mange partnere bliver der pyntet op til fredagen omkring allehelgensaften, hvor man i traditionen mindes de døde.

Slagelse Biblioteker & Borgerservice er en af arrangørerne, og de har mange aktiviteter på programmet for børn og unge i alle aldre.

Imens er der i gaderne telte og labyrinter, der får enhver i den rette gyserstemning.

En fest for børn og unge

I overensstemmelse med halloweenånden var det en aften for børn og unge, og det sås også ved de forskellige aktiviteter.

Programmet var fint planlagt med fokus på store og små børn i de første timer, og som aftenen skred frem var det i højere grad de unge mennesker, der stod i kø for at blive skræmt.

Der var flere eksempler på, at de enkelte aktører viste hensyn til gæsterne, og undertegnede oplevede gentagne steder, at der blev gjort forskel med intensiteten i gyset og skræmmeelementerne, alt efter om det var mindre børn eller større unge mennesker, der stod i kø.

Frivillige kræfter

Det er utvivlsomt alle de frivillige kræfter, både institutionerne og de enkelte mennesker, som er med til at gøre De Dødes Nat til en succes.

Alle steder bliver man mødt med et smil - eller skræmmende fagter - og det er afgjort en faktor, der øger hele oplevelsen.

Byen var også fuld af udklædte frivillige, der gik rundt blandt de nysgerrige gæster og interagerede med dem. Der var alt fra hekse på biblioteket, orker på Schweizerpladsen til udøde i Vestsjællandscentret og meget mere.

Der kan ses flere billeder på VD's hjemmeside.