Klik og se annoncen

Det ny galleri med kunst og håndværk kom nærmest flyvende fra start, og den ellers særdeles rummelige P-plads foran galleriet slog slet ikke til, så andre muligheder i området måtte tages i brug. Masser af gæster ventede foran indgangsdøren op til åbningen kl. 16.00.
Den orange snor blev klippet af kunstneren Kitt Buch, som sprang frisk til opgaven, og herefter blev de mange gæster lukket ind i det ca. 300 kvm. store galleri, som er fyldt med finurlig indretning og spændende kunstværker.
De første udstillende kunstnere er Kitt Buch, Inger Mehlum, Sanne Rasmussen samt Berta Bak. Plus Cecilie Dige, Gitte Nyrup, Merete Rhode, Lene Hansen, Nelly Gaskin, Jesper Nørgaard, Lene Mandal, Pia Viborg, Søren Wullum, GItte Skovmand og Arne Sørensen. Og et enkelt, herligt keramisk selvportræt skabt af Finn Møller selv. Som straks blev solgt - mange flere var interesserede!

Planlagt i otte år
- Nogle har spurgt, om jeg har forstand på kunst. Jah - det har jeg jo ikke. Men de kunstnere I ser her, er allesammen nogle jeg godt kan li’. Og jeg er også kommet til at holde af personerne bag kunsten, lød det bl.a. i Finn Møllers åbningstale, hvor han også fortalte om arbejdet med at forvandle det gamle mejeri.
- Vi har planlagt det her i de otte år, der er gået siden vi købte den her forfaldne ejendom.
- Men der skulle lige et generationsskifte til i vores havecenter, før vi blev klar til at føre det ud i livet.
Nu er det gamle mejeri forvandlet til en hyggelig, spændende og meget indbydende ramme om kunst og håndværk.
Indrettet med blomstervogne, kabeltromler, 200 vietnampaller, ostehylder - og lamper fra det lokale loppemarked.
Også en kaffeautomat er installeret, så gæsterne bliver budt på en kop kaffe.
- Det SKAL blive en succes. Min chef vil ikke have mig tilbage, grinede Finn Møller med et lunt blik til datteren Line.
Galleriet på Støvlebækvej 1a i Kirke Stillinge har åbent torsdag-fredag kl. 10.00-17.30 og lørdag-søndag kl. 10.00-16.00.