Klik og se annoncen

Af John Hansen

De har prøvet det mange gange før på Slots Bjergby-banen, otte kilometer syd for Slagelse by:

At have verdenseliten i motocross, på motorcykler og sidevognsklasse m.m., på besøg.

Denne weekend sker det i endnu højere grad.

Da køres der virkelig til af aktive vovehalse fra 23 nationer, heriblandt også USA og Canada.

Dyrby i Fiat...

Så borgmester John Dyrby skal tage sig lidt i agt, når han søndag formiddag - inden finalerne fra kl. 10 - nærmer sig Slots Bjergby i sin Fiat 500 for at holde kommunens tale til det globale stævne.

Op imod 2.-3.000 tilskuere - unge som ældre - ventes også weekenden igennem.

Begge dage 22. og 23. september er det Slagelse MX og Slagelse Kommune, der her er vært for det internationale mesterskab 'Sidecarcross A Quad Cross of Nations 2018'.

Slagelse MX i front

Det er Slagelse MX som afholder arrangementet, men både Slagelse Kommune og Sport Event Danmark har været vigtige samarbejdspartnere undervejs.

- Danmark er blandt verdens førende nationer i relation til at tiltrække og afholde internationale sportsevents, og gennem de seneste 10 år har Sport Event Denmark støttet mere end 350 af slagsen, og hovedsageligt VM- og EM-arrangementer. Endnu et kan føjes til porteføljen, når Slagelse er vært for denne vigtige motorsports event på banen i Slots Bjergby, siger direktør fra Sport Event Denmark Lars Lundov.

Det vil ikke kun være gæsterne ude på tilskuerrækkerne, som skal overvære løbene. Mesterskabet vil undervejs blive live-streamet, så hele verden kan følge med, når vinderen af løbet kåres søndag.

I løbet af weekenden vil der også være andre arrangementer på programmet. Blandt andet vil Gerlev Legepark være tovholder for forskellige lege.

- I Slagelse Kommune har vi en klar ambition om, at vores idrætsliv både skal have bredde og eliteidræt, der løbende giver borgerne gode oplevelser. Motocrossløbet gør begge dele. Når et løb af den kaliber vælger en af vores lokalbaner, viser det, at vores strategi med at være en attraktiv idrætskommune også kan nå ud over Atlanten, siger formand fra Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen.

Du kan læse mere om mesterskabet i Søndagsavisen og på Slagelse MX's hjemmeside www.slagelsemx.com

Lørdag køres der træning samt kvalifikation, og søndag er der finaler.