Klik og se annoncen

Af John Hansen

Blot 24 timer før søndagens 2. divisionspremiere SBI-Vanløse på Slagelse stadion, sad vi i Valby Idrætspark for at studere lidt på mødet mellem gamle hæderkronede Frem og nyere, fremstormende FA 200 fra Frederiksberg.

Masser af tidligere slagelseanske spillere fylder jo nu ekstra i de storkøbenhavnske omegnsklubber.

Og ved lokalopgøret i Valby mødte vi hele fem af slagsen.

Fem 'gamle' SBI'ere

En sad på tribunen, tre var i hård kamp på banen - og den femte var faktisk i sommerferien overgået som assisterende træner på bænken.

Lad os være ærlige og sige, at vi først og fremmest frekventerede Valbyarenaen med 1.035 højrøstede tilskuere på plads for at kigge på Frederik Christensens mulige debut.

Den Frederik C, søn af SBI-rekordspiller Chrisser, som i flere år - lige siden FC Vestsjælland tiden - har talt som det største lokale angrebstalent. Tilmed et talent der også kunne slås for sagen.

Så skete der det i forårssæsonen 2019, at Frederik Chrisensen blev sat helt ud af en ærgerlig rygskade. Christoffer Thrane gik ind og blev flot topscorer.

SBI og ungdomslinien!

Ved overgangen til sæson 2019-20 var det derfor Thrane, der kom på kontrakt i SBI - og ikke Frederik. I en økonomisk trængt Slagelseklub, der fortsat ikke rutter med kontraktpengene til seniorerne, men dedikeret kører videre med sin lokale ungdomslinie. Man investerer i ungdomsafdelingen og stadigt højere trænerniveau.

Hvilket DBU i øvrigt også har belønnet SB&I for.

'Klar mod Slagelse'

Desværre måtte vi i Valby under 2-2-premierematchen finde Frederik Christensen siddende højt på den store tribune.

'Jo, jeg er skadet. Fortsat skadet. Har dog været med i træningskampe, men måtte forleden udgå efter kun ti minutters indsats,' fortalte FC til os.

Han tilføjede dog, at han mente snart atter at være tilbage på grønsværen.

'I hvert fald i kampen mod Slagelse,' pointerede Frederik med et skævt smil. 'Men først skal jeg nok prøve mig selv af i lidt kortere indhop.'

Frem - klub med sjæl

Også de tørre, hårde baner har været lidt belastende for flere spillere.

'Både for Frederik (tildelt nr. 10) og for Jacob Pind (nr. 21 på den stribede midtbane), som vi synes begge er faldet godt til her i klubben. Det er nemlig rigtigt vigtigt i en klub som Frem,' påpegede en Fremleder ved sidelinien.

Imens bølgede kampen frem og tilbage i 26 graders varme og solskin.

Frem havde overtaget, førte også 2-1 med 'Elly' som dobbelt målscorer, og Allan Ravn som ny cheftræner. Frem så da også ud til at løbe med sejren, da nyoprykkede FA 2000 udlignede til sidst.

Uth, Jesper, Vibe...

Og det var med flere tidligere SBI'ere i aktion - unge Jesper Rasmussen (søn af Jan Rasmussen) nu som assistenttræner hos FA 2000.

Her prøvede han at få det yderste ud af bl.a. angriber Rasmus Vibe (10) og midtbaneleder Kristian Uth (nr. 24, tidl. Hashøj, SBI og AB).

Og de to gjorde det godt. Var markante aktører - omend Uth vist nok havde åbnet med 'at miste lidt lette, løse bolde'. Vi så dog i 2. halvleg også en Kristian Uth tage et stort slæb og byde ind i alle spillets facetter - inklusive hovedspil. Teknisk stærk har han jo altid været med både højre og venstre ben...

Han gav da også assist til FA's første mål. Senere brændte Vibe et par ganske store chancer.

FA 2000 - som i øvrigt også råder over en ustyrlig hurtig, lyshåret fløj (nr. 20) - modtager snart SBI på Frederiksberg, nemlig lige efter aftenkampen SBI-Holbæk onsdag 21. august.

Mere udenbys

SBI's tidligere Jacob Skovgaard kom med en scoring i 87. min. godt igang for HIK i et 1-1-møde med Avarta, hvor bl.a. Chr. Klausen jo nu spiller. Thiago Pinto Borges er med i HIK-truppen.

Og i øvrigt: Næstveds 1. divisionshold, der jo på vild og turbulent vis har mistet op imod 14 spillere plus en træner og sportschef (begge tidl. FCV'ere, Hemmingsen og Gaxe), tabte hjemme 0-2 mod endnu et oprykkerhold. Det var Kolding, tidligere tabte de grønne i Skive.