Klik og se annoncen

Af John Hansen

Så sker det: Den danske - og dermed også vestsjællandske - Tour de France-rute 2021 offentliggøres nu tirsdag den 4. februar i Vejle.

Desværre nu også med nye dopingspekulationer (Jakob Fuglsang?) i den varme gryde...

Til stede i Vejle tirsdag vil være også det franske TdF-societet med Monseiur Christian Prud'homme i spidsen.

Og lige netop franskmændene - med politimotorcykler, officials og det hele - de vil jo nærmest invadere Storebæltskysten og Danmark i dagene omkring de tre kontraktaftalte TdF-etaper fra 2.-4. juli 2021.

De kommer nordfra mod Slagelse

Vi fortalte i sidste uge (Uge Nyt 29.jan. og VDonline løbende) om store og små nyheder omkring løbet, især 2. etape fra Roskilde til Nyborg.

Vi fortalte også om vore formodninger om evt. rute ned gennem Vestsjælland, i Kalundborg og Slagelse kommuner.

Det eneste vi - med officiel godkendelse - vidste om ruten, var, at feltet skal rulle over Storebæltsbroen fra øst mod vest lørdag den 3. juli ved 16-17 tiden.

Vi formoder, at man kommer ned langs Storebæltskysten og kører ind på motorvejen ved Tjæreby-Vemmelev. Men der kan også blive tale om et stykke rute ad Storebæltsvej i Korsør...inden selve broen og så man undgår betalingsanlægget (?).

Højdepunkt Storebæltsbroen

Og jo, den dansk Tour-direktør Alex Pedersen gjorde meget ud af at fortælle, at Storebæltsbroen i sandhed er løbets højdepunkt her i Danmark.

Alex P. til os: 'Og nej, vi har ikke tænkt os at bremse ned eller stoppe op og betale, når vi med feltet skal forbi betalingsanlægget ved Halsskovhavn. Det må vi indrømme,' noterer Sir Alex med et skævt smil.

Man har vel sine aftaler og sin kontrakt i orden.

Vestenvinden afgørende?

Der vil givetvis blive kørt stærkt, når rytterne - fra Halsskov begiver sig ud på de sidste cirka 20 kilometer på broen (broerne) - og her har hele motorvejen for sig selv.

Men de har også 4-5 km konstant stigning lige foran sig. Og så det store spørgsmål:

- Hvordan er det med vinden (normalt fra vestlige retninger) netop denne eftermiddag ved 16-17-tiden?

Torben Hjort: Friske ben

Torben Hjort fra Korsør, tidligere Harrested og Slagelse: 'Vi er jo lige først i det store etapeløb (2. etape), og man skal huske, at folk har friske ben.

Til gengæld kan det lufte ret så meget, ikke mindst ude på Østbroen, og det er noget, der kan splitte et felt. Og kommer man bagud her, så er det ikke nemt at nå op igen.'

Den nationale løbsdirektør Alex Pedersen glæder sig helt vildt til det går løs. Det bliver flot (også fra helikopter) og spændende.

Alex understreger, at det i øvrigt er franskmændenes løb. Med egne franske motorcykelbetjente til at følge og kontrollere løbet, ruten, feltet og karavanen.

Sådan er det aftalt i kontrakten.

Tirsdag klokken 13

Og så er det altså tirsdag eftermiddag kl. 13 den 4. februar på et hotel i Vejle, at selve den danske rute - også gennem Vestsjælland og Slagelse Kommune - bliver offentliggjort.

Her kommer Tour de France-direktør Christian Prud'homme til stede - og holder tale. Ligesom Københavns overborgmester Frank Jensen og den nye erhvervsminister Simon Kollerup.

Pressemødet for 'Grand Depart Copenhague Danemark 2021' bliver givetvis serveret også på TV 2 News.