Klik og se annoncen

Af John Hansen

Endelig kommer der nødvendigt skub i folkeskole-intentionen om at få skolebørn gjort mere bevægelige og i større idrætsaktivitet.

Det kan give bedre læring - og måske en halvering af andelen af overvægtige unge.

Det sker - med Nymarkskolen og Vemmelev skole i Team Danmark-kommunen Slagelse i førertrøjen - efter at man nu tilsyneladende for alvor får efteruddannet folkeskolelærerne.

Her flere år efter Christine Antorinis noget omstridte folkeskolereform af 2014.

Jørn C.: Stor gavn

Som vi fortalte over middag (i en tidligere artikel på VDonline), så er Nymarkskolen, den første danske folkeskole, der nu bliver officielt certificeret som ægte idrætsskole. Med bl.a. DIF og Team Danmark i baghånden.

Jørn C. Nielsen fra Slagelse Idræts Råd glæder sig i den grad over, at Nymarkskolen og snart også Vemmelev skole kommer på den fine, eksklusive liste.

Til os siger Jørn C. Nielsen, at de både på Nymarkskolen og på Vemmelev skole kan være stolte over situationen og forholdene.

'Jo, der er grund til at være stolte af idrætslærerne og deres nye uddannelse til stor gavn for både de unge og foreningslivet.

Indsatsen er en naturlig forlængelse af den vedtagne idrætspolitik i kommunen,' fremhæver formand Jørn C. Nielsen, Slagelse Idræts Råd.

Fremtiden ligger her

Går vi lidt tilbage, kan man sige, at man med ophøjelsen af Idræt til eksamensfag og et krav om 45 minutters bevægelse om dagen, via folkeskolereformen fik sat de danske skoleelever lidt mere i bevægelse.

For at hjælpe skoleledelse og undervisere på vej, har Danmarks Idrætsforbund (DIF), Team Danmark og VIA University College nu indført Idrætsskolerne.

Nymarkskolen i Slagelse bliver som den første skole i landet officielt certificeret 21. januar.

Lektor i idræt

'Vi glæder os over, at eleverne på Idrætsskolerne nu får glæde af en aktiv hverdag.

En aktiv skoledag giver både sundere, gladere og mere koncentrerede elever, hvis de får lov til at bevæge sig i løbet af skoledagen. Og effekten er større, hvis der er kvalitet i bevægelsen. Derfor er det dejligt, at skolerne efterspørger hjælp til bevægelsesdagsordenen. Det kræver struktur fra skoleledelsen og kommunen, hvis eleverne skal have fuld gavn af en aktiv skoledag,' forklarer Bodil Borg Høj, lektor i idræt ved VIA University College.

Idrætsskolerne har minimum fem timers idrætsundervisning om ugen, og samtidig skal alle skolens undervisere igennem et forløb, hvor de får viden og konkrete redskaber til mere bevægelse i hverdagen. I Svendborg Kommune har man haft stor succes med at øge antallet af idrætstimer på kommunens skoler.

Eksemplet Svendborg

'Vi har set i Svendborg, at vi både kan halvere andelen af overvægtige og samtidig styrke fagligheden blandt eleverne, hvis vi tager bevægelsen seriøst på samme niveau, som man ville gøre med en faglighed som dansk eller matematik.

Derfor mener vi ikke, at det er et spørgsmål om, hvorvidt der er plads til at prioritere det i skolerne.

Vi mener ganske enkelt ikke, at vi har råd til at lade være,' siger Mikkel Nørtoft Magelund, teamleder i Team Bredde og Motion i Danmarks Idrætsforbund.

Man har jo ikke mindst i Danmark med usædvanligt stort skærmforbrug, mere gaming og stillesiddende mobilaktivitet fået en lille eksplosion i fedme og dovenskab de senere år...Dårlige vaner er svære at komme til livs.

God brandingværdi

Selvom det er fem år siden, at kravet om 45 minutters bevægelse blev indført, halter det fortsat på næsten halvdelen af landets folkeskoler. Den store forskel ærgrer de tre parter.

'Vi kan desværre se, at der er stor forskel på, hvor meget man har taget den nye dagsorden til sig på de enkelte skoler.

Sikringen af en høj kvalitet i også denne del af undervisningen er med til at skabe de forudsætninger, det kræver for deltagelse i bevægelse og idræt i resten af skoledagen og i frikvarterne samt i idrætsaktiviteter i foreningerne efter skole. Det kræver en høj faglighed hos underviserne,' siger Peter Jensen, konsulent i Team Danmark.

Åben høring i Folketinget

Torsdag 23. januar - to dage efter at Nymarkskolen bliver fejret - er der indkaldt til åben høring i folketinget for at finde løsninger på, hvordan man får mere aktivitet ind i skoledagen.

Parterne bag Idrætsskolerne håber, at politikerne vil bruge erfaringerne til at sikre en større forankring af bevægelsesdagsordenen og på landets skoler og i kommunerne.

Hvad er en idrætsskole?

Kort og godt: En idrætsskole er en skole, som opprioriterer idræt og bevægelse med fokus på, at eleverne styrker deres grundmotoriske fundament, mestrer alsidige idrætsfærdigheder og udvikler glæden ved at bevæge sig.

Det sker konkret med strukturelle tiltag og kompetenceløft af både idrætslærere og hele personalegruppen på skolen, så der er fokus på kvalitet og veltilrettelagt undervisning. En idrætsskole bidrager til at øge elevernes læring, trivsel og sundhed.