Klik og se annoncen

Af John Hansen

Sikke en fed og folkelig fodboldfest.

Sådan er det, når Old Boys-landsholdet med legendariske Sepp Piontek som Teknisk direktør og Per Andersen som træner stiller op rundt i dejlige Danmark.

Forleden skønne aften stillede Danmark op på fynske Kværndrup stadion (den lokale klub fyldte 100 år) mod et lokalt All Star-hold.

De gamle stjerner

Det var nu de gamle rød-hvide stjerner, der mest forblev 'stars' - altså EM-helten John Sivebæk, Thomas Kahlenberg, tv-kommentator Peter Graulund og jokerangriberen Søren Larsen med mange flere.

Sammen med 'vore' lokalkendte Michael Schjønberg og SBI's Michael Birkedal flæskede de på 2 x 35 minutter modstanderne med totalt 17-0.

Men det syntes de lokale godt 700 pølsespisende, hyggende tilskuere tilsyneladende godt om.

Graulunds direkte vej...

Og den ene af to stadionspeakere, der løbende kommenterede undervejs, Herning Folkeblads kyndige sportredaktør Tommy Poulsen, var da også af stor beundring for de gamle landsholdskoryfæer - også selvom nogle brændte ganske store målchancer over for Kværndrups sprællemand af en målmand, Niels Krog med nr. 283 på ryggen.

Krog gjorde hvad han kunne. Også overfor skarpe Graulund, der åbnede med et hattrick på blot et kvarter - inden han blev flænset af en forsinket fynsk forsvarer, så han måtte udgå fra resten af kampen.

De ældste - og Råsunda

Tommy Poulsen udtrykte i løbet af kampen sin æundring over, at John Sivebæk på 57 år og Michael Birkedal på 59, holdets alderspræsident, fortsat kunne være så godt med. De to optrådte som offensive backs i hhv. højre og venstre side.

Men klart, at yngre folk som Per Krøldrup, Michael Schjønberg og regissør Thomas Kahlenberg indtog dominerende roller...mod en lidt for vakkelvoren modstander.

Kahlenberg mindede os (via Tommy P), om at han var manden, der sørgede for en vigtig 1-0-sejr over svensken på gamle Råsunda i Stockholm - ved en kamp, hvor Jens Grønkjær og FCV-erhvervsklubben var på lægterne.

I programmet udtrykte Kværndrup Boldklub (KB 1919) i øvrigt 'håbet om at der kommer lige så mange tilskuere på stadion på søndag, når serie 3 spiller hjemmekamp'.

Det tror vi dog næppe, der gør...