Klik og se annoncen

Torsdag satte Slagelse Boligselskab spaden i jorden til endnu et nyt projekt: 22 seniorboliger i Skovlunden ved Elmesvinget (sidevej til Ndr. Ringgade) i Slagelse. Og samtidig det første spadestik i den første større bebyggelse i et helt nyt og mangfoldigt boligområde, som færdigudbygget forventes at rumme 1500-2000 beboere.

Det første spadestik blev taget af borgmester John Dyrby Paulsen, samt Bjarne Ipsen, som sammen med John Hesselholt ejer området Skovbrynet, og Knud Glavind, formand for Slagelse Boligselskab.

Knud Glavind fortalte i sin tale om projektet bl.a.: 22 almene seniorboliger i ét plan. Rummelige 3-rumsboliger på mellem 104 og 108 kvm., orienteret mod syd, med små, private haver og indgang fra nord. Boligerne er disponeret, så alle får glæde af vestsolen om eftermiddagen og aftenen, og placeret således at de omkranser en fælles grønning, der vil fungere som bebyggelsens beskyttede fællesrum.

Bebyggelsen får som udgangspunkt ikke nogen vicevært - det er med til at holde huslejen nede.

Stor forhåndsinteresse

De 22 nye boliger er målrettet seniorer over 60, med tanke på f.eks. borgere, der har lyst til at flytte fra parcelhuset til noget der ligner, og allerede før spaden blev sat i jorden, har man i boligselskabet oplevet en kæmpe interesse for projektet. - Vi kan sige allerede nu, at der er en overvældende stor efterspørgsel på boligerne her. Det er et sted folk rigtig gerne vil ud og bo, konstaterer Arne Juul, direktør for Slagelse Boligselskab, som også fortæller at huslejen forventes at komme til at ligge omkring de 7.000 kroner. Opskrivningen til de ny boliger starter 1. juni. Bebyggelsen forventes færdig 1. maj næste år.

Helt igennem lokalt

Projektet er helt igennem lokalt. Grunden er købt af lokale ejere, og byggeriet opføres af Georg Berg, med de lokale rådgivere HS og Fjerring tilknyttet.

Seniorboligerne i Skovlunden er som nævnt den første store bebyggelse i den ny bydel, hvor de overordnede temaer er natur og bæredygtighed, og området er målrettet alle aldersgrupper og alle typer af familier. Flere projekter er på vej, bl.a. 48 lejligheder i et bofællesskab og 26 1- og to-etages rækkehuse. - Grundsalget herude begynder at gå lidt stærkere, konstaterede Bjarne Ipsen i sin tale.

Både Bjarne Ipsen og Knud Glavind glædede sig over solid opbakning og stor imødekommenhed fra Slagelse Kommune.

- Det gav os i hvert fald mod på seriøst at forfølge drømmen om at være med til at udvikle Slagelse Kommunes største nye boligområde, Skovbrynet. Hele vejen igennem har vi oplevet en kommune, som har arbejdet med os og understøttet os i at realisere vores byggeprojekt, konstaterede Knud Glavind.

Også John Dyrby Paulsen glædede sig i sin tale over projektet. - I er med til at udvikle området, og det er vi glade for, lød det fra borgmesteren. - Vi vil gerne bidrage til at områder som dette udvikles, og er der private udviklere, der er friske, er vi parat til at støtte op.