Klik og se annoncen

Af John Hansen

En drøm gik i opfyldelse.

Sådan var det for mange nye og nyvalgte folketingsmedlemmer forleden prægtige solskinsdag.

Søndagsavisen fulgte nogle af de nyvalgte fra Slagelse, Sorø og Slagelse-Korsør Kredsen, der officielt sidste fredag havde første officielle mødedag.

Henrik Dam ny formand

Og det var, som også omtalt i en anden artikel (allerede tidligt lørdag på VDonline), en sand fornøjelse sådan en festdag at følge det pulserende liv på Christiansborg.

De 179 netop folkevalgte mødtes på gange og kontorer - ligesom de samlet i den gamle Folketingssal valgte Postbuddet fra Vorbasse, Henrik Dam Kristensen, Soc., som formand for det høje ting.

Alle - næsten alle i hvertfald - var glade, positive og højstemte.

SF's Astrid Carøe

Blandt dem vi mødte, valgt i Slagelsekredsen, var fra SF den blot 24-årige Astrid Carøe - som har udgangspunkt i Bromme og Sorø, men nu bor i hovedstaden.

Astrid er en del af den nye fordoblede SF-gruppe, som ser ud til at få både magt og indflydelse.

Og den nyvalgte vestsjællænder har fra start mærket mulighederne - og glæder sig i øvrigt til at ordførerskaberne bliver tildelt i august.

En ære

'Jamen, det er en ære at være herinde på Christiansborg. Og at være valgt ind.

Samtidig er der nogle forventninger,' beretter Astrid Carøe. Og hun vil gøre alt, hvad hun kan få at indfri forventningerne.

Dem som også stilles af de 2.550 vælgere, der satte personligt kryds ved den unge SF'er, som vi jo fortalte en del om i vores valgdækning.

Konservative Brigitte

De Konservative i Slagelse-kredsen fik nu rigtigt indvalgt 49-årige Brigitte Klintskov Jerkel, der dog har arbejdet hårdt et par år som suppleant for Brian Mikkelsen.

Brigitte har - i den tidligere lille konservative gruppe - haft et hav af opgaver og ordførerskaber, men nu er også Søren Papes K-gruppe blevet væsentligt forstørret.

Venstre med to

Og så er der som bekendt hele to nyvalgte medlemmer til at repræsentere Slagelse og det sjællandske Venstre.

Nemlig den debatstærke, tidligere landsformand fra VU Morten Dahlin og den tidligere Slagelseborgmester Stén Knuth.