Klik og se annoncen

Af John Hansen

Første del af den dansk valg to-trins raket er klar til at blive skudt af:

Valget til EU, Europaparlamentet, finder sted her søndag den 26. maj. Værs'go at afgive stemme i løbet af søndagen...

Mick Keller, LA Slagelse

En af de helt lokale, der er opstillet til EP-valget, er unge Mick Keller fra Slagelse - lokalformand i Liberal Alliance.

Keller har gennem mange år vist sig at være en ildsjæl på flere områder. I Bl.a. sports- og foreningslivet. Og i politik.

Mick Keller vil på sigt meget gerne i byrådet - og han var nær ved at komme det sidste gang. Og nu stiller han op til søndagens EP-valg.

Ikke mindst for at støtte LA-spidskandidat Mette Bock.

K, SF, DF, R og S

Og her lidt flere smånoter forud for EP-valget...

Pernille Weiss fra Konservative mener, at netop et K-medlem som hende i Europaparlamentet vil være ekstra vigtigt - bl.a. for at få Danmark repræsenteret i den store, magtfulde europæiske kristelige-konservative gruppe.

Margrethe Auken fra SF - farverig og bramfri som altid - kæmper fortsat den stærke grønne kamp...og vil gerne have en ekstra SF'er med ind.

Karsten Hønge står godt her, så måske to SF'ere vælges ind! Men Hønge selv vil helst blive hjemme i Folketinget...

Hvor slemt går det DF?

Unge Peter Kofod fra Dansk Folkeparti vil - efter bedste evne - forsøge at dæmpe DF's nedtur. DF fik jo sidst et helt fantastisk EU-valg (også Folketingsvalg for den sags skyld) via Morten Messerschmidts kritiske tilgang.

Radikale (med Morten Helveg i spidsen) slår sig fortsat op på at være de største europæere af alle - og de drømmer også om to mandater.

Socialdemokrater og Venstrefolk håber på hver fire...men må måske lade sig nøje med tre.

Her fra Slagelse og Sjælland taler S-folkene godt for Marianne Vind - hun er et vældigt godt bud, melder man her fra S i Slagelse.

Upassende sex-sager?

Igen er erfarne Jeppe Kofod jo en sikker spidskandidat for S til EP...og han må jo i historiens lys nok love for, at han kom lidt før Me-too bevægelsens skarpe fremfærd...

Apropos usikker sex, så havde Mette Frederiksen lidt svært ved også at bortforklare DSU-lederens fejltrin fra foråret - hun gik simpelthen bort fra journalisterne på Borgen og mente sagen var håndteret godt nok...via en privat aftale og uden om politiet.

Også DF og Konservative har haft deres problemer på den front...

Får V et afsæt?

Venstre er i svære problemer generelt - både internt og i forhold til vælgerne (ihvertfald meningsmålingerne).

V her på Sjælland anbefaler til EU unge Linea Søgaard-Lindell, men har den tidl. TV-Avis-journalist Morten Løkkegaard på listens førsteplads.

Venstre tror mest på 3 mandater i EP - håber på fire i bedste fald.

Også for at få en tiltrængt sejr og lovende afsæt henimod Folketingsvalget.

God valgdag søndag!

Korsørskole har stemt

Og så har vi lige fået at vide, at der har været afholdt et første F-valg på Korsør ProduktionsHøjskole.

På skolen arrangerer forstander Katrine Larsen & Co. en større valgdebat nu på mandag den 27. maj - med både debat og speeddate med folketingskandidater. Kandidater som Brodersen, Brandt,, Knuth, Block, Linda Hansen og Carøe m.fl. har meldt deres ankomst.

Den kommende FGU-skole lod dog i denne uge afholde et elev-valg, hvor 66,6 procent af 186 stemmeberettigede deltog:

Socialdemokratiet vandt her med 25,8 pct. (32 stemmer), foran Venstre (13,7 pct.), SF med 9,7 pct. og på fjerdepladsen - ja, hold fast - Stram Kurs med Rasmus Paludan, der fik 11 stemmer eller 8,8 procent.