Klik og se annoncen

Af John Hansen

Samtidig med, at byrådet i Slagelse forleden sad til ordinært møde på rådhuset, så sad en stor del af borgerne hjemme ved TV 2-skærmen og blev direkte chokerede, rystede og rasende over, hvad de så udspille sig i flere børnehaver i Københavns Kommune.

I Frank Jensens stenrige og ræverøde Københavns Kommune har det nemlig vist sig - ifølge skjulte TV 2-dokumentar scener - at daglivet i nogle børnehaver og vuggestuer får nogle til at tænke på tidligere tiders chokbilleder fra tarvelige rumænske børnehjem...

Rødt kort

Mens der - ligesom ved forældredemonstrationer i april, også med Københavnerkommunen i centrum - sættes fokus på børneliv og tryghed for forældre og børnefamilier, så kan alle se, at i eksempelvis København, da er det kun godt halvdelen af 400 børneinstitutioner, der har fået grønne tilsyns-smileys.

Hele 22 institutioner har direkte fået røde kort - endda tilbage i 2017, men to år efter har diverse ledelser, politikere og borgmestre ikke fået gjort noget ordentligt ved det!!!

Nytorv søndag kl. 10

Med disse ting i baghovedet - dertil en velbesøgt demodag også i Slagelse i april og en ny børnefokusdag følger på Nytorv nu søndag 2. juni kl. 10 - var der diverse relevante punkter på dagsordenen her forleden.

SF i Slagelse - med Helle Blak i spidsen - har jo længe gået i spidsen for ønskede bedre børneforhold, herunder de omdiskuterede minimumsnormeringer (1:3 og 1:6 i hhv. vuggestuer og børnehaver).

Helle Blak og SF i front

Og i byrådssalen tog Helle Blak endnu et skridt på vej imod at få Socialdemokratiet og de borgerlige partier overbevist om, at det kommunale selvstyre her må falde...

Blak og SF ønsker, 'at der indføres minimumsnormeringer i alle dagtilbud i Slagelse kommune. Vi ønsker at der i vuggestuer er min. 1 voksen pr. 3 børn og i børnehaver er min. 1 voksen pr. 6 børn.

I Slagelse kommune ligger vi desværre meget langt nede på Danmarks statistiks opgørelse over antallet af børn pr. voksen,' anfører SF.

Desværre ikke penge nu...

'SF tror på at flere faglige hænder i vores dagtilbud vil være medvirkende til at forbedre kvaliteten og trygheden for vores børn.

I Norge er der indført en tilsvarende minimumsnormering og resultaterne og forskningen viser, at den øgede normering skaber både bedre kvalitet og bedre forebyggelse, som på længere sigt kan mindske udgifterne til sociale foranstaltninger og specialtilbud...

At skulle indføre minimumsnormeringer vil kræve en stor økonomisk indsprøjtning til dagtilbudsområdet i omegnen af 50 mio. kr., og SF anerkender, at der pt. ikke er økonomisk råderum til denne prioritering,' slutter SF-udspillet.

EL: Handling nu!

Enhedslistens Thomas Clausen benyttede sig så af sin initiativret til at stille direkte og akut et forslag, der så hurtigt som muligt skulle kunne give nogle normeringsforbedringer i Slagelse.

Det skete tilsyneladende uden aftale med hverken S, SF eller det borgerlige mindretal.

'Mens vi venter på lovgivning om minimumsnormeringer, kan vi jo også tage et lokalt initiativ for at imødekomme kravene fra forældre og personale i daginstitutionerne.

Kommunen kan ansætte pædagogisk personale for hver måned fra 1. september 2019.

Det vil være en udgift på cirka 350.000 kroner for perioden 1. september til 31. december 2019, stigende til cirka 4,3 millioner kroner i 2020,' foreslog Enhedslisten.

V, R og DF går med...

Og netop det, fik EL mandag aften så Venstre (Stén Knuth), Radikale (Troels Brandt) og Dansk Folkeparti (Ann Sibbern m.fl.) med til - og hermed tegnede sig et knebent flertal udenom S, SF og LA...

Vupti - blot nogle minutter en mandag i maj, så skulle visse forbedringer i hvert fald være snarligt på vej ude i det virkelige liv...

Populistisk valgsnak...

Fra noget forbløffet S og SF-side lød der knubbede, drillende ord til V, R og DF, om hvad man egentlig bildte sig ind.

Blandt andet var det 'populistisk, at de blå partier på denne måde pludseligt satte fokus på dette område.'

'Nej da, Ann og jeg har faktisk en tid været igang med en initiativsag - som er finansieret - der skal give bedre forhold på børneområdet,' fremhæver Henrik Brodersen, DF, til Søndagsavisen.

'Men med Clausens gode forslag i mandags, så sætter vi nu noget igang. Også selvom nogle i byrådet røg ud i en omgang rygsvømning med beskyldninger,' pointerede Brodersen.

De agter at presse yderligere på ved de forestående forhandlinger om budgettet for 2020.

Mange millioner på overførsel

Ligesom Venstres Knud Vincents, ville DF'erne gerne finde en god del finansiering i de op imod 20 millioner kroner, 'som kommunen hvert år har givet ud til at holde grupper af indvandrerkvinder på offentlig forsørgelse.'

'Ja, vi bliver altså nødt til at stille samme krav og rettigheder til alle - og de 15-20 millioner pr. år kan vi bedre bruge på børn og ældre,' udtrykker Brodersen.

Vincents: 'I Venstre har vi hele tiden været optaget af børneinstitutionerne. Og det arbejdede Stén Knuth også på som borgmester. Og nu så vi, at vi - med EL's forslag - kunne komme et skridt fremad.'

Hvorfor ikke forbedringer?

- Jamen, I kan jo ikke sige, at I i Knuths fire år som borgmester fik forbedret de normeringer, der er gået nedad i både ti og tyve år her i Slagelse?

Vincents: 'Vi gjorde, hvad vi kunne. Men det store problem i nogle år har været, at det særlige børn- og ungeområde - med det stigende antal udsatte børn - i den grad har krævet ekstra millioner og ressourcer.'