Klik og se annoncen

Af John Hansen

Magiske dage - magiske aftener - i Slagelse centrum.

OK, måske lidt for fine ord at bruge her, men ikke desto mindre var det ord, som Magtens Korridorer lørdag lidt før midnat direkte sendte ud over en tusindtallig, livlig, lun skare af blandede publikummer.

'Det er en magisk aften,' lød det direkte fra mikrofonen. Og der var ros til publikum, der arbejdede godt med i showet.

'Jeg har et rigtigt dejligt syn heroppe fra...'

Og sådan var det vist også for f.eks. Back to Back og Karl Hermanns, der indtog scenen i timerne før magtfolkene tog fat.

Forsinket fyrværkeri

Magtens Korridorer var nemlig rosinen i pølseenden ved en stor, velbesøgt og samlende Festuge 2019.

Og de spillede særdeles højt og godt - og også så længe, at det berammede festfyrværkeri kl. 24 måtte udsættes i 25 minutter.

Dele af byen kunne dog både ved 23-tiden og også kl. 00.10 opleve andre, lidt mindre, lokale fyrværkerier.

Men det var først klokken præcis 00.25, at et flot og farverigt fem minutters festfyrværkeri - i 18 graders nattevarme - røg ud over rampen ved Rådhuspladsen.

Det arbejdende folk...

Allerede lidt før midnat kunne vi på Nytorv-pladsen opleve, at nogle af de mange, mange frivillige omkring Festugen, så småt begyndte at pille lidt rækværk ned og forberede sig på den store oprydning og rengøring.

Mens musikken stadigt buldrede. Og mens publikum fortsat skålede og dansede med - så tog 'Festugens virkelige helte' fra foreningslivet - fat på at ordne og organisere.

Og sådan var det hele den lange uge igennem.

Ved både musikarrangementerne, ved børne-, sundheds- og aktivitetsdagene, ved Dyrenes Dag, markederne og så videre.

Læs mere i efterfølgende artikler...