Klik og se annoncen

Søndag d. 20. januar kl. 15:00 siger Korsør Koncerterne Godt Nytår med årets populære nytårskoncert i Kongegaardens koncertsal i Korsør.

Det har ikke været muligt i år at få Copenhagen Phil til Korsør, men i stedet har foreningen engageret den festlige salonkvartet Con Sordino, som består af musikere fra Odense Symfoniorkester, violinisten Carl Sjöberg, cellisten Søren Friis, pianisten Inke Kessler og kontrabassisten Poul Find. Som solist har de med sig sopranen Lise Bech Bendix.

Con Sordino har, ud over deres virke som symfonimusikere fra 1987, med stor glæde og entusiasme spillet koncertmusik i den mere populære genre: valse og operettetoner, lettere klassisk musik, wienermusik, tango, czardas etc., oplyser Konsør Koncerterne. - Vi har tidligere ved flere lejligheder haft dem i Kongegaardens koncertsal med stor succes.

Lise Bech Bendixen er har også base på Fyn og er solistuddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium, ligesom hun forud for solistuddannelsen har en kandidatgrad fra Det. Kgl. Danske Musikkonservatorium som klassisk sanger og sangpædagog. Hun har en meget bred karriere, bl.a. indenfor opera, operette og musicals og som 1. sopran i Danmarks Radios internationalt højt profilerede koncertkor. Senest var hun i december sopransolist i Bach's juleoratorium i Holmens Kirke i København. Lise er en ofte benyttet solist, når Københavns Bachkor opfører de store oratorier og virker også som sangpædagog.

Billetter til nytårskoncerten købes via et link til Place2Book på Kongegaardens hjemmeside www.kongegaarden.dk