Klik og se annoncen

Med det store fokus på klima og bæredygtighed opstår der hele tiden nye ønsker til ferie- og fritidsaktiviteter, ligesom 'back to basics' hitter. Det udmønter sig også i et lokalt event, idet Kragerup Gods til foråret danner ramme om Ferie & Outdoor, der i autentiske rammer skal inspirere hele familien til nye oplevelser, fritidsaktiviteter og ferier.

- Hos os er der ingen store messehaller og iscenesatte udendørsaktiviteter indendørs. I stedet har vi flyttet udstillinger og aktiviteter ud, hvor de hører til; under åben himmel, fortæller arrangør Torben Hansen fra Slagelse Camping & Outdoor Center.

For hele familien

Ferie & Outdoor udnytter alle arealer omkring Kragerup Gods, hvor familien sammen kan gå på opdagelse gennem skoven og i de forskellige områder for at blive inspireret.

- Det her skal være hele familiens event, hvor mor og far kan møde eksperterne i netop den oplevelse eller ferie, de søger, mens børnene blandt andet kan give den gas i området for de mindste, forklarer Torben Hansen og fortsætter:

- På Ferie & Outdoor kan gæsterne møde erfarne folk, der står klar til at hjælpe og inspirere, hvad enten vi taler svampeture, udendørs madlavning, camping eller noget helt fjerde.

Ambitionen for Ferie & Outdoor er et besøgstal omkring 7.000 gæster det første år.

Brug den danske natur

Stærkt inspireret af programmer som 'Nak & Æd', 'Bonderøven' og klimaaktivister som svenske Greta Thunberg begynder efterspørgslen på ferier og oplevelser at ændre sig.

I stedet for at booke en charterrejse sydpå vil mange i stedet have unikke oplevelser med fokus på nærhed og bæredygtighed.

- Brug naturen - kom ud! Hvad enten det drejer sig om en fisketur på nogen timer eller en ferie med overnatning i telt, shelters eller lignende, lyder opfordringen fra Torben Hansen, der uddyber:

- Oplevelserne er lige omkring os i den danske natur. På Ferie & Outdoor kan man blive klogere på, hvordan man bruger naturen og de oplevelser, den byder på.

Der er i det hele taget lagt op til en weekend fuld af mad over bål, spændende foredrag og inspiration til alternative udendørs ferieformer, når Kragerup Gods slår portene op til Ferie & Outdoor.

Ferie & Outdoor afvikles på Kragerup Gods fra fredag den 17. april til og med søndag den 19. april. Weekenden byder på et væld af udstillinger, events og aktiviteter, hvor hele familien kan blive inspireret og møde kendte ansigter med afsæt i natur og oplevelser.