Klik og se annoncen

Årets Flagdag blev lørdag markeret i Veteranhaven ved Slots Bjergby lige udenfor Slagelse, og det blev en fantastisk dag, fortæller Vera Thuesen fra Veteranhavens bestyrelse.

Bikerklubben Den Gode Stil havde meldt sin ankomst, og trods det dårlige vejr, mødte 45 bikere op til en rundtur fra Gardehusarkasernen og rundt Slagelse by, for derefter at køre til VeteranHaven .

- Motorcyklerne og de efterfølgende biler var markeret med Dannebrog, og da vi stod i VeteranHaven og så deres ankomst oppe på Skælskørvej og derefter på Brovej, var det lige før tårerne trillede, hvor var det flot!

Alle blev samlet ved Veteranhavens flagstang, hvor næstformanden Lone fra Den Gode Stil fortalte, at man havde lavet en indsamling i klubben, og at man gerne ville overdrage pengene til René Pamperin, som er formand for VeteranHaven. Veteranhaven har også modtaget stor støtte i form af en donation fra Cross Fitters fra Gladsaxe.

LÆS OGSÅ: Flagdag flot markeret i Slagelse

- Det betyder utrolig meget for os, at der er mennesker, der har så stort et hjerte, at de vil støtte vores projekt. Vi takker af hjertet mange gange, understreger Vera Thuesen.

Bikerne forlod haven kl. 16.45 af hensyn til arrangementet for Veteraner og pårørende, der startede kl. 17.00.

- Vi er glade for, at der trods vejret mødte mange op til vores aftenarrangement i samarbejde med Veterankoordinator Heidi Anita Stantoft. Der var Veteraner og nogle havde taget familien med, det var dejligt.

Vi havde entreret med Søren Kolberg, som stillede med en pølsevogn og to mand. Det hele fungerede perfekt og vi blev forskånet for de store regnbyger, mens arrangementet stod på, fortæller Vera Thuesen. - Tusind tak til Jer alle, fordi I sørgede for, at Flagdagen blev mindeværdig.

På det første billede ses fra venstre René, formand for Den Gode Stil, René Pamperin, formand for VeteranHaven, Lone, næstformand fra Den Gode Stil samt biker Allan Buhl.