Klik og se annoncen

Af John Hansen

Vi har tidligere omtalt den vigtige faglærte fremtid for vores samfund.

Og vi har påpeget - bl.a. med Erhvervscentret som kilde - hvordan en erhvervsrettet uddannelse kan åbne mange døre i fremtiden.

For ikke længe siden blev problematikken ført helt frem i lyset ved et offentligt møde lige før nytår på ZBC i Slagelse.

Mange aktuelle spørgsmål

Hvor kort en praktikperiode skal man investere sin tid i?

Kan man starte ny karrierevej, når man har rundet de 40 år?

Hvorfor er det sværere, at få en læreplads som automekaniker, når man er pige?

Jo, der var mange relevante spørgsmål og emner oppe at vende, da debatten rullede i salen under en aften med fokus på fremtidens faglærte arbejdskraft - den var arrangeret i et samarbejde mellem Jobcenter Slagelse, ZBC, Uddannelsesvejen til Vækst og Slagelse Erhvervscenter.

Mere end 120

Godt 120 deltagere havde fundet vej til Slagelse-arrangementet. Et godt mix af virksomhedsejere, kommende lærlinge, jobkonsulenter og uddannelsesvejledere.

De fik alt ialt en aften med gode snakke og inspirerende indlæg, bl.a. ved Niels Krøjgaard, der fik hele salen med i praktiske øvelser omkring kropssprog og mimik.

Hvad bringer fremtiden...

Under paneldebatten fik alle lejlighed til at lufte deres holdninger til, hvordan vi understøtter, at endnu flere vælger en faglært uddannelse i fremtiden.

Og her ligger der bl.a. en opgave i, at få fortalt, hvad fremtiden bringer, hvis man vælger en erhvervsrettet uddannelse.

Kan skifte i livsforløb

Der er nemlig en udbredt misforståelse af, at hvis man vælger et fag, så skal man beskæftige sig med det resten af sit arbejdsliv.

Men som både Mads Rasmussen fra ODIN Engineering og Louise Hauge fra Comwell Klarskovgaard understregede, så er der væsentlig flere muligheder i at bygge på og udvikle en erhvervsrettet uddannelse.

Rigtig mange chefer i dag er begyndt med et svendebrev i hånden.

Øget efterspørgsel

Samtidig blev det fra både ZBCs og erhvervslivets side understreget, at efterspørgslen på faglærte i fremtiden indenfor karriere- og lønmuligheder vil stå lige stærkt - om ikke stærkere - end akademikere.

Aftenen blev rundet af med et stand-up show ved komiker og tv-mand Lasse Rimmer, der fik latteren til at rulle, så alle vist gik hjem med et stort smil på læben.

Tilsat nyttig ekstra viden.