Klik og se annoncen

Tirsdag d. 18. februar kl. 19 åbnes dørene i Nørrevangskirken i Slagelse for et arrangement med overskriften: Alsang - Din danske sang - Fællessang, oplyser Signe Bech Schnedler, korleder og organist i Nørrevangskirken.

- Året 2020 er udnævnt til Alsangsår. Det er Danmarks største fællessang-initiativ. Nørrevangskirken fejrer dette med en række fællessangsaftner, 'Din danske sang', hvor kirkens pigekor og voksenkor på skift inviterer til fællessang i alt otte aftener i 2020.

Tirsdag d. 18. februar kl. 19.00 er første aften, hvor pigekoret står klar. Aftenen vil først og fremmest byde på fællessang, men også lidt fortælling om sangene, og sange sunget af pigekoret. Repertoiret tager udgangspunkt i vores skønne sangskat.

- 2020 er samtidig 100-året for genforeningen med Sønderjylland. Dagen for genforeningen er d. 15. juni, men allerede 10. februar 1920 fandt de første afstemninger sted - hvorvidt sønderjyderne ønskede at være del af Tyskland eller Danmark. Dette tema vil vi også komme lidt ind på til denne sangaften, oplyser Signe Bech Schnedler.

Nørrevangskirkens Pigekor består af 25 sangere i alderen 13 til 23 år. Koret synger til koncerter både i og udenfor Nørrevangskirken, men også til alle tjenester i kirken. Koret synger altid flerstemmigt, og har en tilhørende korskole med både Spirekor og Børnekor, således at børn fra 5-års alderen kan synge i et kor. Derudover har kirken babysalmesang, Musikalsk Legestue og Voksenkor. Dermed er der garanteret sang for alle aldersgrupper. Alle aktiviteter er åbne for nye deltagere.

Alle er velkomne. Der er gratis adgang.