Klik og se annoncen

Af John Hansen

Det er langtfra første gang, at familievirksomheden Odin i Slagelse gør stærkt opmærksom på sig selv.

Og sidst Søndagsavisen besøgte Maskinfabrikken Odin - der nu officielt hedder Odin Engineering - da skete det da også i selskab med S-formand Mette Frederiksen, der bl.a. ville se, hvordan arbejdet med de unge lærlinge (fra Selandia erhvervsskolen) spænder af.

Det gik særdeles godt. Og gør det fortsat.

Tredie generation...

Og idag, maj 2018, kan vi yderligere berette, at Odin er i god gænge og fremdrift.

Den familieejede Slagelse-virksomhed ODIN Engineering i Nordbyen fokuserer nemlig på specialistviden, og det med unge lærlinge og tæt samarbejde på tværs af faggrænser højt prioriteret.

Alt ialt har det styrket fastholdelsen af medarbejderne og samtidig sikret en stigende omsætning, siden tredje generation tog over i 2013.

De solide rødder

Som vi også fortalte ved Mette F-besøget, så har virksomheden, der udvikler, installerer og servicerer forretningskritiske maskiner for store danske produktionsvirksomheder i hele verden - rigtigt solide rødder i Slagelse by.

Hos ODIN Engineering er netop specialistviden og samarbejde på tværs af faggrænser en del af DNA'et.

Siden 1961 har virksomheden udviklet, produceret og leveret specialmaskiner til industrien fra domicilet i Slagelse.

Vindmøller og industri

Ved at satse på højtkvalificeret arbejdskraft i både udviklings- og produktionsafdelingen er ODIN blevet foretrukken leverandør for den danske vindmølleindustri og førende industrivirksomheder som bl.a. CP Kelco og Bosch Moeller & Devicon.

Ifølge beregninger foretaget af Dansk Erhverv på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, er det i stigende grad manglen på kvalificeret arbejdskraft, der gør, at danske virksomheder flytter til udlandet.

ODIN er særdeles afhængig af at kunne tiltrække og udvikle dygtige medarbejdere, så man kan blive ved med at bygge de maskiner, som kunderne efterspørger.

Det fortæller administrerende direktør og tredje generation i chefstolen hos ODIN Engineering, Mads S. Rasmussen.

Så leverer de...

Og til Søndagsavisen uddyber Mads: 'Når vores kunder ringer, skal de ofte bruge en løsning, der endnu ikke findes.

Det stiller store krav til vores medarbejdere, der skal være nysgerrige, løsningsorienterede og højt specialiserede inden for deres felt. Vi har respekt for hinandens fagligheder og dyrker holdånden. Når folk har det godt, så leverer de også, og det er en vigtig forudsætning for vores succes.'

Lærlinge sikrer rekruttering

Fra 2018 er der kommet nye regler, der foreskriver at industrivirksomheder skal have, hvad der svarer til 2,4 procent elever og lærlinge for hver 100 erhvervsuddannede medarbejdere.

Reglerne har den seneste tid fået en blandet modtagelse, men hos ODIN Engineering, ser man en stor fordel i at tilknytte lærlinge til virksomheden:

'Vi samarbejder tæt med både erhvervsskolerne og ingeniøruddannelserne. Hos os udgør elever, lærlinge og praktikanter altid mindst 15 procent af vores medarbejdere. Det giver os en fordel, når det kommer til rekruttering af nye specialiserede medarbejdere.

Vi kan ofte rekruttere blandt de elever og lærlinge, der så at sige er 'vokset op' her hos os,' fortæller Mads S. Rasmussen.

Specialistkompetencer i kurs

Mads S. Rasmussen overtog rollen som administrerende direktør i ODIN Engineering i 2013.

Han overtog en solid virksomhed med en loyal kundekreds, men for at sikre det fremtidige forretningsgrundlag i et konkurrencepræget og stadigt mere globalt marked, igangsatte han en udviklingsproces:

'Vi har skabt danskproducerede kvalitetsløsninger siden 1961, og det er en arv, som vi er stolte af.

Men hvis vi også vil findes i morgen, skal vi hele tiden være opmærksomme på vores relation til markedet. Den stigende globale konkurrence tvinger os til at forholde os meget aktivt til, hvem vi er, hvad vi kan, og hvordan vi gør en forskel,' siger Mads S. Rasmussen.

Kunder som den danske vindmølleindustri, National Oilwell Varco og CP Kelco understreger, at der fortsat er plads til en dansk udvikler og producent af forretningskritiske specialmaskiner i det konkurrenceprægede globale marked. Se mere i Søndagsavisen.