Klik og se annoncen

Af John Hansen

Så er vi der igen.

Et nyt festligt erindringsbal og en musikfest tegner sig for 320 af Slagelse Kommunes ældre borgere.

Dans, musik og kaffesamvær skaber jo livsglæde, fællesskab og gode oplevelser uanset alder.

Det oplevede Søndagsavisen også sidste år i Korsør ved et tilsvarende stort og fint arrangement, som vi udførligt berettede om i tekst og billeder.

Sange vi kender...

Dans og festlige, velkendte toner er også med til at sætte god gang i minderne hos ældre borgere, som gennem sang og dans mindes tidligere oplevelser fra et langt liv.

Derfor inviterer Slagelse Kommune i samarbejde med Pårørendegruppen til demensramte samt Ældrerådet igen i år til den kendte dansefest på Mindernes Allé.

Og det er netop her den 7. november om eftermiddagen på det kendte og velindrettede, handicapvenlige Musholm Ferie - Sport og Konference på Musholmvej 100 i det nordlige Korsør.

De har muligheden...

Dansefesten er både for beboere på alle kommunens pleje- og aktivitetscentre og for hjemmeboende borgere og deres pårørende, og i skrivende stund havde allerede 320 borgere tilmeldt sig - og er klar med danseskoene.

Ifølge det program, vi kender, så skulle der kl. 14 være velkomst ved Arno Axelsen fra Pårørendegruppen og Charlotte Kaaber, Centerchef i Center for Sundhed og Ældre, Slagelse Kommune.

Og så skal der skåles.

Programmet

Snarest vil det så gå løs med dans ved ægteparret Kupiec's musik.

Senere serveres der kaffe og lagkage - og danses videre lige til 'allersidste dans, før vi går hjem...'.

Alt tegner igen til en hyggelig fest, når aktivitetskoordinator Bente Nørgaard og de øvrige hjælpere og arrangører står klar til at modtage de ældre fra mange centre og byer i kommunen.