Klik og se annoncen

Af John Hansen

Der var tale om et historisk og i høj grad bevægende Venstre-Landsmøde sidste weekend i Herning Kongrescenter.

Året før, man den 3. oktober 2020 - ved et endnu større eendages-arrangement i endnu større Boxen - lægger op til et ordentligt knald af en fejring, når Venstre fylder 150 år.

Men i lørdags fik man afsluttet udskiftningen af 'det gamle formandsskab' Løkke & Kristian Jensen med en ny formand Jakob Ellemann-Jensen og næstformand Inger Støjberg. På værdig og bedst mulige vis.

Men følelserne var med. Udenpå tøjet.

Den gode, værdige afsked

Mere end 1.500 delegerede fra hele landet, herunder 30 fra Venstre i Slagelse Kommune - med Knud Vincents, Morten Dahlin og Stén Knuth i spidsen - var med i Herning Kongrescenter.

Og Jakob Ellemann-Jensen sagde sent lørdag aften til Søndagsavisens udsendte:

'Jo da, jeg synes, det har været en rigtig god dag for Venstre. Vi fik samlet tingene og fik sat en retning frem imod 150 års jubilæet til næste år.

Og så fik vi taget en god afsked med Lars. På bedste måde, synes jeg.

Ellemann: - Lidt svær tale

Jeg skal da også erkende, at det var en lidt svær tale at skulle skrive og holde for Lars Løkke, efter hans nu 38 særdeles aktive år i Venstre.

Han har jo været med i så meget i alle årene. Og jeg tror da også, at det hele faktisk virkede lidt stærkere på Lars, end han måske selv havde forventet.

Men nu er Venstre videre på en god måde,' pointerede en rolig og afklaret, men sikkert også lettet Jakob Ellemann, som vi sidder der i kongrescentret - mens snakken går i baggrunden og musikken buldrer deruda'.

Hvam tog kegler

I øvrigt blot en lille stund efter, at frække Frank Hvam havde stået på scenen og fyret alle sine skarpe, upassende jokes af ud over den sagesløse forsamling...

Hold kæft, hvor der blev grinet!

Såvel blandt journalisterne (30-40 stykker) som blandt de mange delegerede.

'En særlig atmosfære'

Jakob Ellemann-Jensen kender godt, og sætter pris på, det sydvestsjællandske trekløver, der udgøres af Knud Vincents (V-formand siden 2008) og ny-MF'erne Morten Dahlin (tidl. VU-landsformand) og Stén Knuth (tidl. borgmester).

Og Jakob erindrer meget klart det vellykkede besøg - med tilhørende pep-talk - lige præcis han aflagde og leverede i oktober 2017 ved et særligt V-møde på Harboe Bryggeriet i Skælskør.

'Det var ganske specielt at være på Harboe, hvor man træder ind til de to sejlbåde, som Bernd Griese har lagt i land der.

Jo, jeg følte en helt særlig atmosfære over stedet og arbejdspladsen der. En positiv, ja nærmest familiær atmosfære. Det var også en god aften,' smiler Ellemann, mens han glæder sig til nu at komme yderligere rundt i landet og hilse på endnu flere medlemmer.

Og så er der jo lige det historiske jubilæum i oktober 2020.

400 i V, 30 med i Herning

Som tidligere nævnt var Venstre fra Slagelse Kommune igen særdeles godt repræsenteret ved dette 2019-Landsmøde.

Også tidligere Skælskørborgmester Ole Drost var med for her at sige behørigt farvel til topfolkene Lars Løkke og bestemt også den Kristian Jensen, der gennem masser af år har trukket et stort læs. Og besøgt Slagelse Kommune et utal af gange.

Formand Knud Vincents - nu nok også efter 5. december partiets nye borgmesterkandidat i storkommunen - havde omkring 30 medlemmer i delegationen til Herning.

Ifølge Knud har Venstre fået pæn tilgang af medlemmer de seneste måneder, så man nu tæller over 400 i Slagelse Kommune.

Dyrby: 800 i Socialdemokratiet

'Og vi er faktisk 800 medlemmer i Socialdemokratiet,' kunne borgmester John Dyrby Paulsen dog fortælle os samme weekend.

De 800 er delt op på tre lokalforeninger i hhv. Slagelse, Korsør og Skælskør - med ca. 100 i sidstnævnte.

En mulig S-sammenlægning? 'Måske - og måske i første omgang mellem Slagelse og Korsør,' forklarer Dyrby. 'Der går nok lidt længere tid, inden Skælskør vil være moden og parat til at udgøre én samlet partiforening,' udtrykker borgmesteren, der jo selv kommer fra Korsør.

S-opstiling senere

I øvrigt skal Socialdemokraterne jo også opstille deres borgmesterkandidat - og det vil ifølge John Dyrby ske i foråret 2020.

Og mon ikke netop Dyrby - den siddende borgmester - skulle indtage den plads, igen.

Selvom vi faktisk også ved, at nogle på den røde fløj ønsker, at også SF'eren Jørgen Grüner bør kunne komme i spil 'som samlende borgmester'.

P.S.: Det var i vores Søndagsavisudgave 14. november, at vi bragte historien om, at borgmesterduellen i november 2021 nu ligner en dyst imellem Dyrby og Vincents.