Klik og se annoncen

Efter sommerens tørke og deraf følgende forbud mod kørsel med damptog er det nu igen muligt at opleve Vestsjællands Veterantog for fuld damp. Desværre medførte tørken i sommer forbud mod kørsel med kulfyrede damptog, som igen betød aflysning af en række planlagte kørsler både i Vestsjælland og i Odsherred. Men det rådes der bod på nu, idet der omkring efterårsferien køres flere dobbeltture med foreningen Vestsjællands Veterantogs prægtige over 100 år gamle lokomotiver mellem Høng og Gørlev lørdag d. 13., torsdag d. 18. og lørdag d. 20. oktober. - Damptogene vil blive fremført af damplokomotiverne DSB K 564 fra 1899 eller det nyrenoverede OHJ 38 fra 1917.

Veterantogs-event

Lørdag den 13. oktober afholdes en storstilet 'Veterantogs-Event' med masser af togtrafik på sporet mellem Gørlev og Høng. I år planlægges der kørsel med to togstammer fremført af ovennævnte damplokomotiver. Veterantogenes vogne er 2-akslede træbeklædte DSB personvogne med åbne endeperroner fra 1920'erne, kendt som 'rystevogne'. I nogle af togene er desuden en pakvogn til barnevogne og cykler, som kan medtages gratis. Derudover køres med 'Grisen', et herligt gammelt motortog af mærket 'Triangel' bestående af to benzinmotorvogne bygget i hhv. 1926 og 1927 på De Forenede Automobilfabrikker i Odense, der udover lastbiler også producerede tog. - Og det er stadig de originale benzinmotorer, der driver toget frem over skinnerne. Og sidst men ikke mindst vil motorlokomotivet OHJ 24 fra 1952 også fremføre nogle af dagens mange tog. - Motortogene kører kun den 13. oktober, medens damplokomotiverne kan ses og høres alle de nævnte køredage.

Jernbanestations-nostalgi