Klik og se annoncen

'En stor dag i det lille foto-firma: GH Foto anno 1978 40 års jubilæum og Evan Fotograf anno 1998. Vi er stolte af de mange år.'

En facebook-nyhed med et enkelt foto af to af lokalområdets mest velkendte ansigter og budskabet om hhv. et 40 og et 20 års jubilæum udløste onsdag en strøm af lykønskninger på facebook. Bag den lille diskrete nyhed gemmer sig historien om to fotografer, far og søn, som på hver deres måde har fulgt det lokale liv på nærmeste hold - og skabt kontakter og forretningsforbindelser, som rækker ud til hele landet - og også ud over landegrænserne.

LÆS OGSÅ: Danmarkspremiere i Slagelse: Kunst og Kirker

- Vi har det godt og der er masser af gode, nye opgaver og dejlige kunder at arbejde sammen med. Vi har aldrig prøvet ikke at ha' noget at lave, lyder det fra de to fotografer,.

Mens Evan fortsat flyver og farer landet rundt og arbejder til ud på de små timer, har senior skruet lidt ned for blusset. Ikke mindst efter at han for tre siden måtte holde en ufrivillig pause fra kameraet, efter en barsk og absolut akut tur til Rigshospitalets hjerteafdeling.

LÆS OGSÅ: Årets bog om Slagelse og omegn

- Heldigvis var familien hurtig og fik mig med det samme under professionel behandling.

Og med viljestyrke og genoptræning vendte fotografen tilbage til livet - og jobbet bag kameraet.

I dag er der stadig nok at se til og en travl hverdag.

Heldigvis er sammenholdet i familien stærkt, og begge fremhæver Doris, hustru og mor, som det vigtige samlingspunkt på hjemmefronten.

Undervejs har far og søn også løst opgaver side om side - bl.a. da GH Foto blev valgt til at forevige byggearbejdet i forbindelse med tunnelen under Storebælt.

- Spændende, men også hårdt. I en periode skulle vi døgnet rundt kunne stille ved tunnelbyggeriet indenfor en time, fortæller GH.

Siden fulgte Evan også opførelsen af Storebæltsbroen.

1. november 1978

Det hele startede for 40 år siden, ret præcist:

- Jeg startede den 1.11.1978, fortæller Georg Hemmingsen. Først med familie- og børnefoto. Siden blev han hos Sjællands Tidende udlært som reklamefotograf. Her startede også en livslang kærlighed til avisbranchen.

- Avisen kommer altid i første række, var budskabet, da han sidste år d. 13. november rundede de 70 år.

At Evan også havde blik for de gode billeder, viste sig tidligt. Særligt sportsbilleder, noget med action og dynamik.

- Jeg brændte for faget i meget ung alder, og kom hurtigt ind i en verden, hvor de andre var en del ældre end jeg selv, fortæller Evan, som hurtigt lærte at håndtere sin fars professionelle kamera - også når der var brug for afløsning i GH Foto. Konfirmationsgaven var, helt selvfølgeligt, et professionelt kamera.

- Jeg har lært meget af min far, bare ved at være med - det har også gjort at jeg lærte folk at kende. F. eks. fra tiden med Anja Andersen, hvor jeg lærte folk at kende, som jeg stadig tager billeder for.

Evan anno 1998

Evan blev i 1997 udlært som fotograf, og etablerede sig i 1998 som selvstændig med sit eget logo - kun med fornavnet Evan og fotograf.

- Simpelt og enkelt, som jeg godt kan li' det, smiler Evan, som gennem mange år gjorde sit til at udbrede sit selvstændige logo via sponsorater af bl.a. håndbold- og fodboldklubber. Evan tager også avis-billeder. Og heldigvis for det, kan vi kun sige her fra Uge Nyt, hvor vi dagligt glæder os over hans skarpe blik for de gode billeder.

Men levebrødet er først og fremmest reklamefoto - i vid udstrækning for store, kendte brands. Eksempelvis Jägermeister, Mars, Coca Cola og Tullamore - og virksomheder som Carlsberg, Harboes Bryggeri og JN Kød.

Den sorte kassevogn med Evans bomærke på siden ruller mange kilometer på et år, med kunder lige fra Frederikshavn til Fredensborg.

I løbet af det seneste år gik turen bl.a. også til Finland, Italien, Sverige og Tyskland. - Man skal kunne snakke med alle og kunne tilpasse sig, konstaterer Evan.

- Vi er glade for at vores kunder bruger os - det er dejligt når de husker én igen.

Slagelse først

Men selv om den store del af omsætningen ligger udenfor bygrænsen, er det alligevel Slagelse, som kommer først, understreger Evan.

Ligesom sin far lægger han stor vægt på at støtte det lokale, og siden opstarten af både Sct. Michaels Nat og Slagelse Festuge har han været en trofast sponsor for de to begivenheder. - Det er gode traditioner, som jeg gerne vil være en del af med mit lille bidrag.

- Vi skal hjælpe hinanden og bruge hinanden - det er vigtigt at huske, siger Evan,

Stadig større krav

Både far og søn har lært fotograffaget fra bunden, med film og arbejde i mørkekammeret.

Idag har digitaliseringen taget over og meget er blevet lettere. Men det betyder ikke at kravene er blevet færre. Tværtimod. - Der stilles stadig større krav, konstaterer Evan, som har fulgt udviklingen tæt indenfor både foto og video.

- Man skal investere for at følge med, ellers er man hurtigt bagud. Men det er spændende - og sjovt - at lave det der er in lige nu!