Klik og se annoncen

Skal en typisk dansk familie i dag købe et parcelhus på 140 kvadratmeter, kræver det i gennemsnit en husstandsindkomst på omkring 740.000 kroner. Og ligger parcelhuset i Slagelse, kræver det altså en samlet indkomst på 674.919 kroner, dvs. 65.081 kroner under landsgennemsnittet. Ifølge analysen fra Realkredit Danmark er indkomstkravet faldet i 68 af landets 98 kommuner.

- Det er især de lavere renter, der opvejer de stigende huspriser, fordi de er med til at holde finansieringsudgifterne nede. Det betyder, at du ikke skal have lige så mange penge op af lommen hver måned. Men også udsving i kommuneskatter og priser på daginstitutioner spiller ind, siger Dennis Kristjansen, filialdirektør i Danske Bank.

Beregningerne i Realkredit Danmarks analyse tager udgangspunkt i en familie med to børn, en bil og en mindre opsparing til udbetalingen på de første 5 procent af husets værdi. Realkreditlånet er et fastforrentet 30-årigt lån med afdrag.

- Analysen giver et vejledende indblik, men selvfølgelig er der også inden for kommunens grænser store forskelle i indkomstkravet alt efter beliggenheden og husets stand, ligesom det har betydning, om man har flere eller færre børn, og måske to biler eller en større opsparing, siger Dennis Kristjansen.

Forskelle på tværs af landet

Ikke overraskende viser analysen fra Realkredit Danmark store forskelle i indkomstkravet på tværs af landet. Hovedstadsområdet sætter sig tungt i toppen af listen over de kommuner, hvor indkomstkravet ved boligkøb er højest. Og kigger vi mod Slagelses nabokommuner, skal en typisk dansk familie på udkig efter et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter i Næstved i dag have en samlet indkomst på omkring 687.921 kroner, mens familien behøver en indkomst på lidt over 727.102 kroner i Ringsted.

- Beregningerne tager selvfølgelig udgangspunkt i det samme hus, men viser samtidig, hvor stor betydning beliggenheden har for boligens pris - og dermed også for familiebudgettet efter køb af bolig, siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

Det højeste indkomstkrav findes ifølge analysen på Frederiksberg, hvor familien skal have en årlig indkomst på omkring 1,5 mio. kroner for at kunne købe et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter. I den modsatte ende af listen ligger Tønder Kommune, hvor der blot kræves en husstandsindkomst på lidt over 600.000 kroner om året svarende til godt 25.000 kroner om måneden pr. voksen i familien.