Klik og se annoncen

Af John Hansen

De kom lige fra et lidt sølle valgmøde på RUC, Roskilde Universitet, hvor der desværre kun var mødt omkring 12 studerende frem...

MF Brigitte Klintskov Jerkel, Kons., den nye V-kandidat Stén Knuth og andre ihærdige, engagerede politikere kørte direkte fra Roskildemødet ud til Gerlev Idrætshøjskole.

Og her havde den nye forstander Tania Dethlefsen & Co. formået at samle ialt 230 til GIH's valgdebat 2019.

Havanna: 1-0 til Gerlev

Med så mange samlet her 'var det vist 1-0 til Gerlev over RUC,' som Enhedslistens Linda Havanna Hansen udtrykte det fra sin plads i panelet.

Ja, det var vel 6-0 - vil vi med mere forstand på fodbold nok præcisere det. Eller måske rettere 230-12...hvis det var amerikansk fodbold, vi snakkede om.

Tæt på politikerne

Der var tale om et yderst velforberedt og godt arrangeret møde på højskolen, hvor de fremmødte lokale borgere og højskoleelever ikke blot på afstand kunne møde politikere, som sad oppe i et panel.

Nej, de ti veloplagte politikere kom også ud på gulvet undervejs - ud i mindre grupper med spørge- og debatlystne vælgere tæt omkring sig.

Her var der livlig diskussion ved cafébordene. Plus kaffe og kage.

Og så senere tilbage i plenum til en samlet afslutning.

Helt fra Kina...

Og det hele var naturligvis åbnet med en rigtig fællessang fra højskolesangbogen.

Og med i Bevægelseshuset var også omkring 70 primært danske Gerlev IH-elever.

De fik dog følgeskab af internationale elever fra bl.a. USA og Kina, som også gerne ville opleve, hvordan det danske demokrati fungerer.

Jo da - alt ialt en superaften på Gerlev. Mere om politikernes ageren følger senere...