Klik og se annoncen

Af John Hansen

Mon ikke det var vinterens mest kedelige, våde og grå dag - og det siger ikke så lidt - man lige præcis søndag i Slagelse fandt frem til at arrangere årets vigtigste cykel-cross-løb i hele Danmark.

Lørdag var det finere vejr for motionsklasserne på den flotte, krævende og spektakulære rute ved Frederikshøj, men søndag, da eliten sloges om medaljer, ja da var man endda hårdt ramt af tusmørket til sidst.

Det var i dame- og senere herreklassen. Elite-klasserne.

MTB Slagelse stod bag

Regnen silede ned over den opkørte bane - aktører, officials fra arrangørklubben MTB Slagelse samt tilskuere, der havde vovet sig ud.

Blæsten var strid og temperaturen flyttede sig hele dagen ikke fra de 5 plusgrader, der nogle gange føltes som minus fem.

Men banen var god. Og spændende.

Lidt af hvert...

Flere hundrede fra hele Danmark deltog, og de fik virkelig prøvet deres kræfter og teknik af på den udfordrende bane.

Her var der asfalt og græs, der var trapper og stejle bakker - og der var en nedkørsel, der sagde Spar 2 til det meste.

Her var et utal af pladder-styrt det gennemgående tema.

Favorisejre

I eliteløbene søndag kunne vi bl.a. - i kvindernes eliterække - se 20-årige Caroline Bohé krydse målstregen som vinder for andet år i træk.

Ligesom vi i herre-elite fik Sebastian Fini Carstensen i mål som Danmarksmester. Begge var klare favoritsejre.

I herrernes U-23 klasse var der en broncemedalje til regionens Mads Klinke fra Slagelse-Næstved cykelholdet Team O.B. Wiik-Dan Stillads. Frederik Uhre fra samme regionale cyelteam kom lidt længere nede i rækkerne.

Ellers kommer de to oprindeligt fra hhv. Roskilde og Esbjerg.

Desværre var der ved Slagelsearrangementet ikke så stor tv- og mediebevågenhed, som vi ellers har set ved tidligere DM-løb. Tidligere har man tv-bragt store dele...

Sorø og Slagelse

Nogle af de yngre deltagere i weekenden kom i øvrigt fra Sorø Bicykel Klub og MTB Slagelse.

Fra MTB deltog bl.a. Kristoffer Kolberg (U15-rækken) og Magnus Dollerup (U13).

'Pyha, den rute var sgu' hård og krævede ganske megen teknik, må jeg sige,' som én af de allersidste elite-seniorer søndag sagde til Uge Nyt, mens han spulede sin møgbeskidte crosscykel ren opad et træ ved UV-hallen nær Frederikshøj og Slagelses stadionanlæg.