Klik og se annoncen

Af John Hansen

INTERNATIONALT: Vi har tidligere i vore medier fortalt om en af verdens største sportsevents i år, Special Olympics World Games under Parasport (for udviklingshæmmede), der her 2019 finder sted fra 14. marts i Emiraterne, nærmere bestemt Abu Dhabi.

Der deltager ca. 7.000 unge atleter fra omkring 190 nationer. Og 24 forskellige idrætter dystes der i.

Hertil var der flyafgang for flere danske deltagere fredag 8. marts, herunder de unge lokale svømmere fra SVØM Korsør & Korsør Handicap Svøm, Camilla Klestrup Hansen og Frederik S. Johansen.

Så sent som torsdag morgen var Frederik fra Slagelse i øvrigt også med i TV 2's Go morn Danmark.

Afsted i to uger

Og torsdag aften blev de to og deres forening belønnet af Jørn C. Nielsen og Sports Team Slagelse, der ellers først her den 26. marts har officiel støtteoverrækkelse.

Jørn C. Nielsen fra STS: 'Vores to lokale svømmere Camilla Hansen og Frederik Johansen fra SvømKorsør og Korsør Handikap Svøm, drager her afsted i 2 uger for at deltage i verdens største sportsbegivenhed i 2019 - Special Olympics World Games 2019 i Abu Dhabi.

De og deres klub fortjener støtte og belønning,' påpegede Jørn C. ved et lille arrangement i Korsør.

Om aktørerne

Camilla K. Hansen, Korsør, er 21 år og har svømmet på Parasport Danmarks talentlandshold siden 2014.

Frederik S. Johansen, Slagelse, er 16 år og har svømmet på Parasport Danmarks talentlandshold siden 2015.

Camilla og Frederik træner hver dag på henholdsvis Svøm Korsør konkurrencehold og Korsør Handikap svøm for at blive klar til denne kæmpebegivenhed, som indtil videre er højdepunktet i deres svømmekarriere.

Uden den hårde træning i Svøm Korsør under de kyndige trænere Jonas Frei og Kasper Bitzer, var det ikke lykkedes Camilla og Frederik at nå så langt.

Parasport Danmark

Jørn C. Nielsen sagde videre, at 'Camilla og Frederik her er udtaget sammen med tre andre danske svømmere og skal sammen med deres to trænere repræsentere Parasport Danmark ved dette Special Olympics World Games, som afholdes hvert 4 år. Sidste gang var i 2015 i Los Angeles. Næste gang er 2023 i Berlin.

Selve stævnet finder sted i perioden 14. til 21. marts med åbningsceremoni den 14. marts på Zayed Sports City Stadium, Abu Dhabi.'

Forskellige discipliner

VDonline kan i øvrigt berette, at den samlede danske parasport-delegation tæller 123 deltagere, heraf 26 trænere og 87 idrætsudøvere i ti idrætsgrene.

Camilla er udtaget i følgende discipliner:

100 m fri - 100 m bryst og 200 m brystsvømning.

Frederik er udtaget i 100 m bryst, 100 m butterfly, 200 m medley samt holdkap 4x100 m medley.

Jørn C.: 'Vi har besluttet i Sports Team Slagelse at give støtte til turen både til Camillla og Frederik.

I er begge startet hos Korsør Handicap Idræt og nu træner I også hos SVØM Korsør. I har grund til at være stolte af de mange medaljer, I allerede har svømmet hjem.

Derudover blev I jo sidste år udnævnt til idrætsambassadører, og I er på alle måder nogle gode rollemodeller både som personer og som idrætsudøvere for Parasporten.'

Fælles den 26. marts

Sports Team Slagelse holder støtteoverrækkelse den 26. marts, men da Special Olympics Summer Games jo starter tidligere, syntes man, det var på sin plads allerede at overrække støtten inden afrejsen fredag.

'Sports Team Slagelse støtter SVØM Korsør med 20.000 kr. altså 10.000 kr. til jer hver,' betonede formanden.

'Med håbet om en god tur til Abu Dhabi og et stort pøj-pøj med jeres resultater i bassinet.'