Klik og se annoncen

Af John Hansen

Slagelse og Vestsjælland er allerede godt igang med de første valg- og vælgermøder.

AOF åbnede forleden på biblioteket i Slagelse (torsdag aften) med et ni-kantet politisk møde omkring EU-valget - blot to dage efter, at Lars Løkke havde udskrevet folketingsvalget.

Et vældigt godt AOF- og EU-møde, der samlede omkring 90 borgere. Der var fin stemning, og også paneldeltagerne virkede tilfredse, da vi talte med flere af dem ved 21-21.30-tiden torsdag aften.

Og så er Gerlev Idrætshøjskole m. naboer klar til et spændende møde 14. maj.

Problem for friskoler

Også på Landsgrav Friskole - der jo netop er fyldt 150 år - har skoleleder Patrizia Guastella Lindstrøm haft et fokusmøde med bl.a. de lokale folketingskandidater Tom Block, Soc., og Morten Dahlin, V.

Friskolerne er jo afhængige af offentlige tilskud, og her har Socialdemokraterne faktisk meldt ud, at de vil skære.

Og her ville man på den i øvrigt succesrige Landsgravskole gerne informere og have nogen indflydelse på, hvor gode/dårlige betingelser, der måtte lige for fremtiden...

F-mødet tirsdag aften

Nu sætter vi fokus på det offentlige Gerlevmøde tirsdag. Ud over de lokale Hashøj Idrætsforening og Lokalrådet Hashøj NV, er Gerlev IH her gået sammen med Danmarks Lærerforening og Skolelederforeningen om et møde og 'en samtale' med kandidater fra ti partier.

'Som højskole er vi dybt optagede af at facilitere og styrke den demokratiske samtale overalt.

Blandt vores egne elever, kursister der kommer til stedet - men også sammen med de gode borgere og foreninger som Gerlev i det daglige og igennem årtier har været tæt knyttet til og arbejder tæt sammen med,' forklarer Gerlev-forstander Tania Dethlefsen inden mødet.

'Derfor er vi også virkelig begejstrede for at så mange folketingskandidater har sagt ja til at komme 14. maj og debattere med vores højskoleelever og borgere her i området.'

Emner valgt i dialog

Aftenens emner er valgt i samarbejde med højskolens elever.

'De unges bekymringer og spørgsmål til politikerne stemmer godt overens, med de interesser der optager vores medarrangører.

Vi vil blandt andet diskutere hvordan partierne fremover vil prioritere unge - både deres generelle trivsel - som det desværre står skidt til med - men også uddannelsesområdet,' siger Tania.

'Vi kommer uundgåeligt også til at tale om et område, der optager rigtigt mange danskere - ikke mindst de unge og vores højskoleelever - nemlig klimaforandringer og bæredygtighed.'

Ved caféborde...

Caféborde-debatter venter også denne aften. 'Integrationen har vi valgt at fokusere på - fremfor vinklen om udlændinge og asylpolitik - i dialog med vores elever.

Det håber vi kan give en spændende og nuanceret debat, der ikke handler om hvor mange udlændinge der skal til landet - men om hvordan partierne vil prioritere og håndtere integrationsområdet fremover.'

Temaet bliver et af fire temaer, som diskuteres ved café-borde. 'Det er mange kandidater og en paneldebat kan hurtigt blive langsommelig.

På denne måde håber vi at kunne skabe en mere dynamisk og relevant oplevelse for alle,' siger forstanderen til VDonline og ugeavisen.

EU-fokus på biblioteket

Torsdag aften var der så ekstra EU-fokus på biblioteket i Slagelse.

AOF satte søgelyset på især to vigtige emner i valgkampen. Danmark indenfor EU og den danske sammenhængskraft.

Den danske sammenhængskraft er et bredt emne, der dækker alt fra udlændinge- og integrationspolitik samt kultur til geografisk sammenhængskraft ifhlt. land og by eller prioritering af global hovedstad versus fx Sjællands Storkreds.

To spørgsmål var særligt vigtige for arrangørerne:

-Hvordan fremtidssikrer vi dansk sammenhængskraft og kultur?

-Hvor meget skal EU fylde i fremtiden?

Deltagerne

Og de inviterede paneldeltagere var disse:

Naser Khader (C), Laura Lindahl (L) - her kom Erik Blücher i stedet for - Marcus Knuth (V), Peter Seier Christensen (D), Joan Kragh (Å).

Dertil Liselott Blixt (0), Astrid Carøe (F), Linda Hansen (Ø) samt Tom Block (A). Ordstyrer var Kasper Støvring.

SF, EL, LA, Konservative...

Ved mødet kunne man bl.a. høre de to folketingskandidater fra venstrefløjen, Astrid Carøe fra SF og Linda Havanna Hansen fra Enhedslisten, bygge oven på deres 1. maj-taler, som vi udførligt omtalte i Søndagsavisen og på VDonline.

Man kunne høre konservative Naser Khader - som sædvanlig stærkt PET- og politibeskyttet - mene, at Europa (EU) skal tage sig af de grænseoverskridende ting som klima/miljø, terror og bandekriminalitet.

Man kunne også høre en Marcus Knuth (V) påpege alvoren og vigtigheden omkring EU netop nu.

Ligesom unge Emil Blücher fra Liberal Alliance fremhævede, at vi i samfundet generelt 'bør sørge for at bruge vores skattekroner ordentligt og effektivt.' Mere om mødet senere.

Valgmøde 29.5. i Skælskør

Apropos valgmøder - her et vigtigt kryds ud for onsdag den 29. maj!

Da erfarer vi, at et stort valgmøde vil blive arrangeret på biblioteket i Skælskør.

Og da vil der blot være en uge til Folketingsvalget - mens EU-valget jo finder sted 26. maj.