Klik og se annoncen

Af John Hansen

DBU og Slagelse Kommune lavede sidste år en spændende aftale, der giver visse landsholdsaktiviteter i Slagelse.

En såkaldt 'Velfærdsalliance', der både skal gavne foreningslivet og give gode sportsoplevelser til kommunens borgere.

Eksempelvis lagde Slagelse stadion i det tidlige forår 2017 græs til det lovende fodboldlandshold for kvinder, der senere hentede EM-sølv i Holland. Pernille Harder & Co. sejrede 5-0 over Finland ved et festligt, velbesøgt arrangement i Slagelse.

Og nu er der igen - dennegang i Antvorskovhallen - klar til et nyt interessant arrangement i henhold til kontraktaftalen underskrevet af borgmester Stén Knuth og DBU-formand Jesper Møller.

Gratis adgang i hallen

Det drejer sig om Danmarks teknisk stærke futsal-landshold for herrer.

Danmark er nordiske futsal-sølvvindere og tester lørdag og søndag formen mod Tyrkiet. Der bliver gratis adgang for tilskuerne.

Futsal spilles på en håndboldbane, uden bander og over 2 x 20 min. effektiv spilletid. I stedet for indkast er der indspark.

Futsal-landsholdet vandt i december sin første sølvmedalje nogensinde i Nordic Cup og er netop nu igang med forberedelserne til to venskabskampe mod Tyrkiet, der spilles den 20. og 21. januar i Antvorskovhallen i Slagelse. Landsholdsspillerne ser frem til testen og håber på stor opbakning.

Lørdag kl. 14, søndag kl. 12

Danmarks futsal-landshold sluttede 2017 af på flot vis med for første gang nogensinde at vinde sølv ved Nordic Cup efter flere flotte og underholdende præstationer.

I Slagelse Kommune fortæller man, at lørdagskampen har kickoff klokken 14, mens søndagens kamp sættes i gang klokken 12.

Der er gratis entré for alle, og der er dermed god mulighed for at blive underholdt - uanset alder.

Keeper-debut

Futsal-landsholdet har udtaget 16 spillere, som ifølge DBU er klar til at skabe en fodboldfest i Slagelse.

Flest spillere kommer fra Gentofte, næstflest fra 2017-danmarksmesteren København Futsal.

I truppen er blandt andre københavner-målmand Christian Haberecht, der fik landsholdsdebut i december 2017. Kampene i Slagelse giver ham mulighed for at trække den rød-hvide trøje over hovedet for anden gang. Kampene mod Tyrkiet har en helt særlig betydning for keeperen, da det kan blive hans hjemmebanedebut:

'Det er første gang, jeg får lov til at repræsentere mit fædreland på hjemmebane. Den nationalfølelse af at synge med på nationalsangen sammen med, forhåbentlig, en masse andre, bliver meget specielt.'

Og Christian Haberecht (30 år og fra København Futsal) er ikke i tvivl om tilskuernes indflydelse, og at der bliver rigtig fin underholdning.

Tilskuerne vigtige

'Tilskuerne er en stor del af det. Det betyder enormt meget, at der er nogen, der laver lidt larm. Det gør, at man kan løbe den ekstra meter eller i mit tilfælde satse hver en kropsdel i duellerne,' siger Haberecht.

'Man kan forvente at opleve nogle af Danmarks bedste teknikerne, hurtigt spil og intensitet, så det batter,' lover han.

Søndagskampen live-streames

Spillere såvel som værtsbyen Slagelse ser frem til at sætte rammerne om to dage med rig mulighed for at blive klogere på futsal.

Derudover håber DBU på nogle spændende dage med god stemning og opbakning til det danske futsal-landshold.

Hvis man ikke har mulighed for at komme i hallen, eller hvis man bare foretrækker at heppe på de danske drenge hjemme fra sofaen, så live-streamer DBU kampen søndag den 21. januar kl. 12.