Klik og se annoncen

Af John Hansen

Nyborg sagde nej tak, men det gør Korsør-Slagelse ikke.

Ihvertfald ikke 'hvis prisen kan blive rimelig og fornuftig.' Sådan falder ordene.

Vi taler om M/F Broen, den sidste af de gode, gamle DSB Storebæltsfærger.

I tidsrummet fra 1957 til 1966 sejlede 'Broen' frem og tilbage over Storebælt, og det er faktisk den sidste bevarede færge fra den maritime Storbæltsforbindelse.

Nu er der så opstået en fin mulighed for, at den får lov til at vende 'hjem' til Korsør. Nærmere bestemt til Halskov Havn, hvor der er planer om at placere færgen i færgeleje 2.

Et større perspektiv

Det var en nyhed, borgmesteren fortalte os om for et godt stykke tid siden - på kontoret på rådhuset midt i ret så landfaste Slagelse by.

Og der er altså tale om en mulighed med større perspektiver i.

Det er da også, hvad Økonomiudvalget har øje for, hvorfor man forleden indstillede at støtte projektet.

Dyrby: Ja, ser godt ud

Nu gælder det med borgmesterens ord, primært om 'at forhandle en fornuftig pris hjem med de nuværende ejere'.

'For så er det i høj grad realistisk at få ideen til at lykkes,' påpeger John Dyrby Paulsen overfor VD-online og Søndagsavisen.

Udstilling om Storebælt

Og derfor ser det altså fortsat pænt realistisk ud med M/F Broens fremtidige ankomst (og genkomst) til Halskov Havn - samt planerne om at fylde sand omkring den, og indrette den med en udstilling om storebæltsforbindelsen samt stille den til rådighed for aktørerne i et kommende vandsportscenter.

En plan der i første omgang blev behandlet som et lukket punkt på erhvervs- og teknikudvalgsmødet den 30. september, og hvorefter både borgmester John Dyrby Paulsen, Soc., og udvalgsformand og viceborgmester Villum Christensen, LA, begge kunne fastslå:

'For os er det en pligt at undersøge det nærmere, når sådan en mulighed dukker op. Færgen vil være et ekstremt godt vartegn med mange udnyttelsesmuligheder.'

Hos Venstre har de spændt afventet økonomien i projektet, før de vil forholde sig konkret til projektet. Og V har da også bedt om yderligere oplysninger og facts.

Koefoed: Spændende...

'Det er et super spændende projekt, der passer godt ind i de spændende ting, der sker ved Vandsportscentret.

På nuværende tidspunkt kender vi bare ikke økonomien i det. Vi mangler simpelthen nogle tal. Hvis man vil det, skal der være økonomi til at gøre det ordentlig, så det bliver et godt projekt, og ikke ender med det modsatte,' påpeger V-medlem af Erhvervs- og Teknikudvalget, Anders Koefoed overfor Korsør Posten.

Fra rutefart til diskotek

Da M/F Broen ikke længere var i drift over Storebælt på ruterne Nyborg-Korsør og Knudshoved-Halskov, sejlede den i en periode mellem Aarhus, Samsø og Kalundborg, inden den fra 1992 fungerede som diskoteksfærge i Aarhus.

Nytårsaften 2009 blev den sidste fest holdt ombord. Så var den æra slut.

Museumshåb i Nyborg

I 2015 fik M/F Broen kajplads i Nyborg, hvor man håbede på at kunne gøre den til museumsskib, men det projekt blev droppet, og ejerne fik påbud om at fjerne færgen fra havnen.

Turen gik tilbage til Jylland, hvor M/F Broen kom i tørdok i Grenaa, og her har den ligget siden 2018.

Ifølge P 4 Fyn ønsker man i Nyborg ikke mere at have med færgen at gøre, og det ser nu ud til, at den gamle færge får lov til igen at anløbe Korsørsiden på Sjælland. Måske til evig tid - og forhåbentlig til stor glæde for borgere og turister i det vestsjællandske.

Hvis pengene på Sjælland altså er rimelige...