Klik og se annoncen

Af John Hansen

Smilene og glæderne blev pænt fordelt, da resultatet af årets skolevalg i Danmark - med deltagelse af 80.000 elever fra 8.-10. klasse - forleden blev offentliggjort.

Ligesom sidste gang var der samlet blå sejr i Danmark som helhed, men på Sjælland (og i hele landet) blev Socialdemokratiet denne gang største parti.

Og også i Slagelse Kommune, hvor 14 skoler deltog, fulgte S dennegang Venstre særdeles tæt til dørs.

V lige foran S

Venstre vandt valget i Slagelse med 26 procent af stemmerne, mens Socialdemokratiet kom lige efter med 25,6 pct.

Trediestørste parti er her Det Konservative Folkeparti (12,2 pct.), og det må kunne glæde mange i det parti, der under en statsminister Poul Schlüter var så stort og dominerende.

Radikale Venstre opnåede flotte 9,7 pct. af de unges stemmer. PÅ femtepladsen kom Dansk Folkeparti (9,0) efterfulgt af LA (7,7) og så med et stort spring ned til Enhedslisten og Nye Borgerlige (hver 2,3 pct.), SF (2,2), Alternativet (1,9) og Kristendemokraterne (1 pct.).

Klar blå sejr

Blå bloks samlede sejr i Slagelse Kommune blev dog opgjort til ganske markant - nemlig 58,2 procent mod Rød bloks 41,8.

Og det skyldtes, at netop De Konservative og Liberal Alliance (igen!) scorede mange points blandt de helt unge.

Især dog på visse skoler for som nævnt deltog 14 skoler fra hele området - fra primært Korsør, Skælskør og Slagelse by. Dyhrs Skole var ikke med.

Meganfonchok samme dag

På landsplan opnåede Blå blok 51,2 procent af skolestemmerne, mens der var 48,8 til Rød blok.

Og det kom ud på en dag, hvor Megafon ellers - når vi taler 'rigtigt' folketingsvalg - kom ud med en chok-melding for Løkke & Co., idet Mette Frederiksen her er stukket af med et markant forspring til S - og til Rød blok i øvrigt.

Faktisk er Løkke og Blå blok p.t. så langt bagefter (Megafon), at nogle ville kunne mene, at den nuværende statsminister godt kan kaste håndklædet i ringen...

En stor del af tilbagefaldet - og usikkerheden - ligger dog i, at Dansk Folkeparti risikerer at miste cirka 5 procent af stemmeandelen. Og samtidig rider Thulesen Dahl som bekendt lidt på to heste...og generer åbenbart Løkke.

I et Venstre, der jo selv har sine interne debatter om f.eks. sundhedsreform.

Alternativet røg ned

Tilbage til skolevalget, så har Socialdemokratiet på landsbasis scoret 22,6 points, hvilket glædede Magnus Heunicke stort, da han fredag morgen var direkte i P4 Sjælland.

'Rigtig glædeligt at se så mange unge stemmer på Socialdemokratiet. Det lover godt,' frydede Heunicke sig.

Venstre blev næststørst i Danmark med 17 procent, Konservative fik flotte 13,1, ligesom de to følgende partier også fik overraskende fine tal:

Hele 11,1 til De Radikale og 9,9 til Liberal Alliance.

Dansk Folkeparti fik 8,4, mens SF og Enhedslisten måtte nøjes med hhv. 5,7 og 4,8 procent af de unge stemmer.

Mest skuffelse sporedes dog nok hos Alternativet, som - selvom de unge siges at prioritere klima og miljø ekstraordinært højt - blot fik 4,6 af skolestemmerne.

Et led i undervisningen

Skolevalget blev afviklet i et samarbejde mellem Folketinget, Undervisningsministeriet og Dansk Ungdoms Fællesråd.

Med en forudgående tre ugers periode med forarbejde, tema, lære om partier og demokrati, diverse debatter etc. havde de ca. 80.000 folkeskoleelever gjort sig klar til stemmeafgivningen.

Og indflydelse på valget kan det naturligvis have haft, hvilke (unge) temaer der var højt oppe - og også hvilke ungdomspolitikere, de enkelte partier har sendt ud til debatter på skolerne.

Her kan eksempelvis det mere nye Alternativet have haft en bagdel.

Enkelte skoler

Man bør i det hele taget tage resultaterne med et gran salt - det bør man. I skrivende stund havde vi fra nogle konkrete lokale skoler modtaget specifikke resultater.

De fortalte f.eks. om den store Antvorskov skole, hvor S løb med 34,3 pct., Venstre med 20,8 og LA 12,7 procent.

Fra Baggesenskolen i Korsør har vi fået tal på 43,9 til Venstre og 18,3 til Socialdemokratiet - ialt hele 72 procent til Blå Blok.

På netop Baggesenskolen havde man tirsdag inden valget haft en større debat med ungdomspolitikere fra seks forskellige partier. Her stod også EU og straffe for overfald og voldtægt på plakaten...

Radikale og Konservative

Søndermarksskolen i Slagelse var mere blandet - nemlig med 20,9 (!) til De Radikale, 16,3 pct. til DF, 14 til både S og V og så stærke 11,6 til Enhedslisten.

Nymarkskolen har efterladt os disse toptal - nemlig hele 50 procent til Konservative, 25 til Socialdemokratiet og 10 til Dansk Folkeparti.

VU og Trung meget aktiv

For det gode V-resultat i Slagelse prises ikke mindst VU-gruppen.

Og Christopher Trung siger i en kommentar bl.a.: 'Fedt at se hvordan eleverne gang på gang hyldede de liberale værdier med frihed under ansvar.

VU gik tilvalgkamp her med mærkesager om kortere skoledage, lovliggørelse af aktiv dødshjælp og afskaffelse af topskatten.'