Klik og se annoncen

Et helt nyt ferskvareområde med masser af inspiration, endnu større sortiment og faguddannet personale som gerne deler ud af deres viden - det bare første trin i den gennemgribende ombygning, som Bilka Slagelse på Idagårdsvej lige nu er midt i.

Bagest i butikken er en del af lagerarealet inddraget og forvandlet til et helt nyt og meget flot ferskvareområde med betjente afdelinger med fisk, kød og ost samt en delikatesse med smørrebrød og specialiteter, en lækker vinafdeling og en flot ny bagerafdeling.

Jakob Larsen, varehuschef i Bilka Slagelse, ligner da også en glad og ganske stolt mand, når han præsenterer de nye afdelinger. Det første vi møder, er vinafdelingen, som har fået sit eget lokale.

Større vinafdeling

- Det er blevet en større afdeling, med et større sortiment, hvor varerne får mere plads og det er lettere at finde de enkelte varer.

I weekenden vil der altid være en vinmand til stede, så man kan komme og få en god vinsnak.

Efter vinafdelingen strækker ferskvareafdelingen sig på det meste af bagvæggen. Bl.a. med en flot fiskeafdeling, samt en stor kødafdeling med både masser af flot kød og lækkert tilbehør. Som afspejler både den aktuelle sæson - og tidspunktet på ugen.

Inspiration og vejledning

Målet er at inspirere kunderne, og afdelingen tæller bl.a. en udlært kok.

- Vores fiskeafdeling er ret outstanding. Vi har mulighed for at få mange forskellige fisk hjem til ret så fornuftige priser i forhold til markedet, og man kan altid bare spørge, vi kan skaffe det meste, understreger Thea Madsen, som er husets slagtermester.

- Vi har altid et godt tilbud på fisk, og vi kommer til at dyrke sæsonerne rigtig meget, supplerer Jakob Larsen.

Kødafdelingen rummer bl.a. også et modningsskab, hvor oksehøjreb hænger til færdigmodning.

- Vi modner kødet på krog og får en helt anden tørring af kødet end man får ved vacuummodning. Det er gammeldags modning, og det kunderne kan forvente er at få en supermør, velsmagende bøf, der ikke skal stege så længe som en traditionel bøf.

Op mod jul får afdelingen også krogmodnet Antonius svinekød: - Den allerbedste flæskesteg - der er en verden til forskel.

Den første sending kommer d. 23. november.

Det er samtidig prioriteret højt at hjælpe og vejlede kunderne.

- Vi har faguddannet personale, som står til rådighed med både inspiration og vejledning omkring tilberedning, fortæller varehuschefen, som er tydeligt stolt også af medarbejderne i afdelingen. Bl.a. Tommy Sørensen, slagtersvend, som netop har fået et legat fra slagteriskolen for sin faglighed.

Betjent osteafdeling

Den ny ferskvarelinje rummer også en betjent osteafdeling.

- Som i 'gamle dage' kan man få smagsprøver, råd og vejledning, og vi satser meget på specialoste som sælges efter vægt, til f. eks. tapasborde eller andre lækre anretninger, fortæller Jakob Larsen.

I delikatesseafdelingen møder man bl.a. husets populære fredagssmørrebrød. Her er der også betjening, så man selv kan vælge i sortimentet.

De nye ferskvareafdelinger vil være klar med betjening hver dag kl. 10-20.

- Vi bygger dem op fra morgenstunden, og kl. 10 er de 100% salgsklare, oplyser Thea Madsen.

Lunt brød i butikken

Også bagerafdelingen er helt ny - og lige knap færdig.

- Vi har åbnet, så kunderne kan se ind i bageriet. Der er kommet helt nyt inventar i bageriet, bl.a. en helt ny ovnlinje, så vi får en helt anden kvalitet brød, understreger Jakob Larsen.

Inde i butikken opsættes også en stenovn. - Den bager på en helt anden måde, så brødet får en helt anden skorpe og krumme. En bager vil dagen igennem stå og arbejde i butikken. - Så vi f.eks. i hele åbningstiden kan stå og sælge lune baguettes.

I bagerafdelingen finder man også Yasmin, Dansk Supermarkeds p.t. dygtigste bagerelev efter 'DM i skills', hvor Yasmin deltog med egne opskrifter - som omgående blev sat i produktion.

Næste etape i det nye år

De nye ferskvareafdelinger er som nævnt første skridt i en omfattende ombygning.

- Nu er der ro på, nu skal julehandelen køres igennem, konstaterer varehuschefen.

- Så håber vi at vi d. 2. januar så småt kan gå i gang med næste del.

Bl.a. med en forventet udbygning på 1000 kvm., hvor man inddrager et areal ud mod P-pladsen mod Sdr. Ringgade.

Samtidig renoveres den resterende del af varehuset fuldstændig. - Vi smider alt ud - og sætter nyt ind, så alt bliver moderniseret - nyt inventar, nyt lys.

- Vi gør det i åbningstiden, men vi vil gøre alt for ikke at genere vores kunder. Det er enormt vigtigt, såfremt kunderne oplever at der er et eller andet de ikke kan finde, skal de endelig tage fat i os og spørge. Vi står virkelig til rådighed, og vil gøre alt for vores kunder, understreger Jakob Larsen.

Genåbningsfest 1. juni

- D. 1. juni næste år forventer vi at holde et brag af en genåbningsfest. Der skulle vi gerne stå med en fuldstændig ombygget og udviklet butik. Bl.a. åbner vi også Carls Junior, en meget lækker burgerbar, som Dansk Supermarked har eneret på.

I alt investeres 60 mill. kr. i renoveringen af Bilka Slagelse, oplyser Jakob Larsen. Det er den største investering i varehusets historie.

- Resultatet skulle gerne være at Bilka Slagelse står som det absolut mest moderne varehus på denne del af Sjælland!