Klik og se annoncen

- Vi hejser flaget kl. 12 og synger et par danske sange, smiler Lene og Erik, som kan se tilbage på to travle og succesfulde somre på stedet: Den gode, danske mad og restaurantens hyggelige indretning med gamle møbler og genbrugsfund tiltrækker gæster fra både nær og fjern.

Et af husets populære tiltag er ad libitum retterne, som den kommende sæson vil være på menukortet alle ugens syv dage. Der er faste retter hver dag i ugen - fra boller i karry og stegt hakkebøf med bløde løg til stegt flæsk, gammeldags flæskesteg m.m. Ad libitum indebærer, at man ved spisning i restauranten får alt hvad man kan spise for 100 kr. Man kan også afhente de samme retter 'ud af huset', som enten stor eller lille portion.

Det er populært. Ikke kun i det nære lokalområde, faktisk kommer der også en del fra Slagelse for at hente mad, smiler Lene. Nyt i Bedstes Take away er også halve, ovnstegte kyllinger.

Bedstes Hus byder i påskedagene fra d. 29. marts og frem til 2. april på særlige tilbud i restauranten kl. 12-15, hhv. påskefrokost og påsketallerken, samt en stor påskebuffet til levering ud af huset.

Årets Gang i Bedstes Hus

Menukortet har i år fået en tilføjelse 'Årets gang i Bedstes Hus', en oversigt over særlige tiltag. Bl.a. Sankt Hans aften, som i år falder på en lørdag, med grillbuffet og levende musik. Bordbestilling i god tid tilrådes!

- Og så har vi udvidet vores grill, som er blevet lidt større, fortæller Erik, med henvisning til den store grillbuffet, som fra juni kører hver lørdag fra kl. 18. Også fra juni kører hver søndag kl. 12-15 den store søndagsfrokostbuffet.

Restaurantens aftenkort er til sæsonen suppleret med tournedos samt Bedstes wokgryde med kongerejer, oksemørbrad, pasta og grønt.

- Så håber vi bare på noget sommer, lyder det. - Selv om vi var supergodt besøgt også sidste år, giver det et ekstra boom, når solen er fremme.

Gæsterne kommer som nævnt også langvejs fra.

- Vi har bl.a. en del ældrecentre, som lejer en bus og kommer forbi med måske 40-60 personer til en god frokost. Og vi har lige fået en henvendelse fra en jysk kommune, som skal ind og se Cirkusrevyen. De plejer at spise på Fyn, men har fundet ud af at vi ligger her, smiler Lene.

Rigtig mange møder i grundejerforeninger, generalforsamlinger, mindesammenkomster bliver det også til. Måske på grund af den hyggelige stemning på stedet: - Det er ligesom at sidde hjemme i sin egen stue.

Brug for køkkenhjælp

Under alle omstændigheder kan parret se frem til travle dage, og der er brug for ekstra hjælp i køkkenet. - En god og stabil køkkenmedhjælper eller kok, efterlyser Erik, som i det daglige har køkkentjansen. Interesserede er velkomne til at henvende sig på restaurantens telefon.

- Alt hvad vi overhovedet kan, laver vi fra bunden, understreger parret, som stadig elsker at arbejde tæt sammen hver dag.

- Vi nyder det 100%.

Det gælder også den tætte kontakt til gæsterne.

- Flere kommer forbi og tilbyder både service, borde og stole, og det tager vi stadig imod med kyshånd. Det er vi meget taknemmelige for - der er jævnligt brug for udskiftning af bl.a. stolene i restauranten. Hvis vi ikke har nok, køber vi tingene på loppemarkedet i Kr. Stillinge. De laver et fantastiske arbejde, og pengene går til at støtte plejehjemmet i byen.

Parkering på nabogrunden

Mht. parkering ved restauranten har Lene og Erik Christensen fra Slagelse Kommune fået tilsagn om en lokalplanændring, så det bliver tilladt at parkere på nabogrunden.

Dermed er Bedstes Hus på Drøsselbjergvej 92 klar til sæson nr. 3 med åbent alle ugens dage fra kl. 12. I lighed med tidligere år fortsætter sæsonen frem til midt i december, fra midt i september dog med lukket ugens første tre dage.