Klik og se annoncen

Af John Hansen

Mange ansatte i sygehus- og sundhedsvæsenet i Region Sjælland greb ved ugens regionsrådsmøde ordet, inden politikerne kom til.

De ansatte stod i kø for at brokke sig - og for at få forklaringer fra Heino Knudsen og politikerne.

Og primært kom kritikerne fra sygehusene i Køge, Roskilde og Nykøbing Falster - men også fra Sorø, Slagelse, Holbæk og andre byer ytrede de sig.

Intet styr på tingene

Og både før og efter deres spørgsmål og indlæg i møde-mikrofonen, uddybede de overfor Søndagsavisen deres syn på den aktuelle situation.

Og da gjorde de det med endnu stærkere gloser:

'Det hele sejler i Region Sjælland - ledelse og politikere. Sygehuse og busdrift. Økonomi og planlægning....,' lød det fra de skarpe tunger. Alle kvindelige.

'Jamen, vi har så elendige vilkår for at passe vores arbejde. Og løn giver de heller ikke - vi får ihvertfald 2.000 kroner mindre, end hvis vi kørte lidt længere nord på på arbejde,' pointerede en dybt frustreret RS-ansat.

'Ikke en skid'

'De har ikke styr på en skid - og så vil de gerne rekruttere nye ansatte til f.eks. Urologisk afdeling i Roskilde. Men til lavere løn og på den måde. Nej tak,' fik vi også fortalt.

Nu er der vel også afdelinger, hvor det meste fungerer fint - men det blev berettet at folk flygtede fra bl.a. Nykøbing og fra f.eks. operationsgangen i Roskilde, hvor op imod hver fjerede sygeplejerske nu er væk.

Grumt at høre på. Inden de gik til selve mikrofonerne. Hvor en fællestillidsrepræsentant som Line Endrup sagde:

'Det er ikke værdigt - og ikke med respekt, det I her gør. Det er ringe ledelse...'

Noterede hun og mindedes højlydt den 6. november, hvor de alle 'sad og ventede på manden med leen.

Vi havde kolleger, vi måtte overføre til akutafdelingen på sygehuset,' blev det fortalt af ansatte, der her stod i kø.

Vente, vente, vente...

Der har nylig fra Region Sjælland også været undskyldninger ude til kræftsyge kvinder, hvor man ikke kan overholde ventetiderne. Og senest kom også Høreforeningen frem med en sønderlemmende kritik af ventetid på høreapparater.

I TV Øst sagde Majbritt Tobberup fra foreningen, at der nu i Slagelse var 115 ugers ventetid på hjælpen.

'Siden det nye regionsråd er kommet til, så er ventetiden øget med 10 måneder her i 2018', lød det.