Klik og se annoncen

Sejladsen var præget af havarier, hårdt arbejde, en brækket næse, væltende og bordfyldte både. Dette til trods blev det en kæmpe succes, da Korsør Sejlklub lørdag afholdt Agersø Rundt. Både sportsligt men specielt også den efterfølgende fest med livemusik og tre-retters menu blev fantastisk for såvel de lokale som de mange sejlere udefra

73 både var tilmeldt sejladsen, og på trods af vindstyrker op til 18 m/sek trodsede mere end 50 både de vanskelige forhold og linede op ved startlinien.

- 250 sejlere trodsede det hårde vejr og kæmpede lørdag fra kl. 8.30-15.00 mod vejrguderne og Storebælts værste side, fortæller Tom Stengade.

I det krævende vejr var det faktisk en lokal folkebåd, som løb af med sejren: Folkebåden Dana fra Skælskør, med skipper John Jensen, blev vinder af Agersø rundt i 18 m/sek.

- De gamle damer kan endnu, smiler Tom Stengade. - Sejlbåde betegnes altid i hunkøn, og folkebåden er konstrueret i 1942! Den vindende båd er af nyere dato, men selve konstruktionen er tegnet i 1942 og IKKE ændret siden. Efter sejladserne var der stuvende fuldt i festteltet.

- 250 stillede op til den efterfølgende kæmpefest, og både lokale og sejlere udefra udtrykker at dette er det bedste arrangement afholdt i Korsør Sejlklub til dato.

- Årets sjoveste sejlads i Storebælt er kommet for at blive!