Klik og se annoncen

Af John Hansen

Slagelse Kommune er stærkt på vej med et babyboom.

Ihvertfald en markant stigning i fødselstal og børnetallet for de 0-5-årige, meldes der om flere steder i samfundet.

Og Slagelse er med fødselsstigninger på op til 19-20 procent blandt de førende i den disciplin.

Slagelse bygger nyt

Søndagsavisen har tidligere fortalt, at det er den vej, det går med babytrængslen i Slagelse - og at det ikke blot skyldes, at byen og kommunen har fået sin nye super fødeafdeling tilbage fra Næstved.

'Det er rigtigt, at det er gammel viden, at børnetallet vil stige - og især nogle steder,' påpeger Bertha Langhoff Hansen, der er regional formand for pædagogerne i BUPL.

Bertha Langhoff tilføjer: 'Jeg ved, at Slagelse har taget hensyn til det i budgetlægningen 2018, og derfor planlagt både ny- og udbygninger.'

De nye bygninger står dog nok først færdige i løbet af 2020.

Rigtige pædagoger vigtige

BUPL-lederen for ni kommuner på Vest- og Midtsjælland understreger omkring tendensen:

'Vigtigt er det, at der følger uddannet pædagogisk personale med.

Jeg vil jo heller ikke opereres af en smed,' siger Bertha Langhoff til radioens P4 Sjælland.

Ikke mindst de første 1.000 dage af et barns liv betragter man som ekstra afgørende. Bl.a. med hensyn til børns tillid, tilknytning og relationer...

Hvor mange pædagoger?

Overalt i Danmark er der dog i de seneste år diskuteret normeringer i forbindelse med børnenes institutioner. Hvor mange børn kan man mon klare (at udvikle ordentligt) pr. voksen?

Og f.eks. her i Slagelse har der lige siden borgmester Jens Jørgensens tid - ja måske før endnu - været rejst kritik af de aktuelle normeringer.

Dengang var det ikke mindst folk som Jørgen Grønne og Henrik Mep, der tog bladet fra munden og i Uge Nyt og Søndagsavisen fremkom med nogle 'sandheder'.